Misbrugsskandalerne: Ryg ikke med i faldet

I sidste weekend afholdt pave Frans sammen med omkring 115 biskopper fra hele verden et stormøde om beskyttelse af mindreårige i forbindelse med misbrug. Mødet blev holdt i Vatikanet og havde stor mediebevågenhed, også herhjemme.

Hvad kom der så ud af det? Paven forsikrede, at det er slut med dette onde, som forårsager misbruget, og at mindreårige skal beskyttes for enhver pris. Det er glædeligt, at der er vilje til at sørge for, at det ikke fortsætter. Alligevel er mange katolske kommentatorer, især i udlandet, skuffede over mødet. Hvad man ikke tog fat på, var nemlig problemet med homoseksuel kultur blandt præster, og at nye afsløringer inden for de sidste par uger belaster pave Frans og kirkens top.

Hvem vidste hvad og hvornår? Der er mange uafklarede spørgsmål. Derfor er det ikke nok bare at love bod og bedring, så længe der hersker så megen uvished om, hvem der har dækket over hvem. Oven i mødet blev den australske kardinal Georg Pell, der er 77 år gammel, dømt ved en australsk domstol for at have misbrugt mindreårige for år tilbage, og han afventer nu fængselsdom. Det var også et chok.

Som katolik er det et mareridt at være vidne til alle disse afsløringer. Det er meget trist og skuffende. Flere meningsmålinger verden over viser, at den katolske tro nu begynder at blive opfattet som noget, der forbindes med det onde snarere det gode. Så vidt er det kommet.

Derfor er det vigtigt at huske på, hvor mange millioner mennesker, der i tidens løb er blev opdraget og formet af den katolske kirke og dens tro. De har gjort deres bedste for at forsvare menneskets værdighed og arbejde for at skabe god moral og for at påvirke deres nærmeste omgivelser og samfundet med godheden i skoler, hjem og samfundet som hele. Mødre og fædre, der har været forbilleder for deres børn og præster, munke og nonner, der har ofret alt for at vidne om Guds kærlighed.

Nu er det altsammen ved at blive trængt i baggrunden af disse præster, som ikke er sande præster. De er ondskabens håndlangere, som har infiltreret kirken for at skade den. I mine øjne ligner misbrugsskandalerne nemlig efterhånden mere et koordineret angreb på kirken og dens tro end nogle enkelte præster, der ikke kunne styre sig og faldt for fristelsen. Alle misbrugsagerne stinker af svovl og er et tegn på, at vi lever i en tid, hvor det gode og især kirken er under voldsomt angreb. Derfor gælder det at holde ekstra godt fast i troen og det gode, så man ikke ryger med i faldet.