Hvad er et sundt menighedsliv?

Bibelen bruger betegnelsen ”Den sunde lære” flere steder i NT. Det gør den, fordi der findes meget usundt, som kan føre os på afveje i vores åndelige liv som individ og som fællesskab.

Vi har brug for til stadighed at blive bevaret i en sund lære. Det har altid været en udfordring for menighederne, og det er det også i dag. Ud fra Tonni Jacobsens indlæg i avisen d. 13. januar fremgår det, at Frikirkenet søger at opretholde sunde miljøer i kirkerne ved at sørge for, at der er styr på børneattester, bredt forankrede lederskaber, åbne årsregnskaber og ekstern supervision i medlemskirkerne.

Det er selvfølgelig nødvendigt, at loven overholdes, og det kan være godt at skabe nogle retningslinjer på diverse områder. Men den slags gøres ofte for at kunne signalere udadtil, at vi har styr på det, og for – i en given situation – at kunne frasige sig ansvar ved et simpelt tjek af, om gældende politik på området er fulgt.

Det er ikke så tit, at politiske standarder i sig selv er et værn mod vanskeligheder – hverken i en sekulær institution og slet ikke i en kirke. Måske der tænkes og arbejdes alt for menneskeligt, når det drejer sig om menighedens sundhed?

Brug for åndelig bedømmelse

Bibelen lærer os, at vi behøver åndelig bedømmelse – både i forhold til os selv, hinanden og ift. den undervisning, vi modtager og giver plads til i vores menigheder.

Det er, som om denne dimension af åndelig bedømmelse ikke anses som nødvendig og mulig, når man søger at opretholde sundhed i kirkefællesskaber.

Jeg oplever en kultur i frikirkerne, hvor bedømmelse ofte anses for at være kritik, og kritik nærmest anses for at være en synd.

Det er sandt, at vi ikke skal dømme nogen, men vi skal bedømme alt. Vi har brug for at bede til Jesus om at få opøvet den åndelige bedømmelse og få visdom til at udøve den i kærlighed. Vi har brug for frimodighed til at sige fra, når vi oplever noget vrangt. Dernæst må vi hjælpe menigheden til at være på vagt ift. usund forkyndelse. For forkyndelsen er hovedhjørnestenen i forhold til at skabe sunde, åndelige menigheder. Derfor er der noget, der tyder på, at forkyndelsen i vore menigheder ikke altid er tilstrækkelig og sund.

Men hvordan kan vi se, om den forkyndelse, vi modtager, er sund?

Jesus selv har givet os en stor hjælp ved at indstifte nadveren. Nadveren taler om Jesus og det, som han har gjort for os, da han gav sit liv på korset – Jesu forsonende død. Jesus siger: ”Gør dette (del nadveren) til ihukommelse af mig.” (1.Kor.11:24)

Forkyndelsen om det helt centrale i evangeliet: Jesu blod, korsets betydning, vores behov for frelse, kommer ved nadveren til at stå helt centralt. Det var netop det, Jesus ønskede. Korset er nemlig til stadighed en forudsætning for opstandelseslivet. Den sunde lære vil altid have korset som det centrale og igen og igen vende tilbage til korset som udgangspunkt og grundlag for alt andet, der knytter sig til evangeliet.

Stagneret ved korset

Vi er i den lille menighed, som jeg er en del af, blevet beskyldt for ”at være stagneret ved korset.” Og det er sandt. Det er vi. Der findes kristne, der tror, at vi kan komme videre – forbi korset – ind i et liv, der ikke mere handler om blodet, som renser fra synd. De taler om et sejrende, virkningsfuldt kristent liv som værende noget, der sker efter korset. Det er en stor misforståelse!

Vi kommer aldrig videre, forbi korset. Alt hvad kristendommen indeholder er skænket os ved korset; ved Jesu blod, hans død og opstandelse. Der findes intet i kristendommen, som ikke har sit udspring i en åbenbaring og forståelse af korset. Derfor bør Kristus og korsets evangelium altid være udgangspunktet – uanset om man forkynder kærlighed, dåb, åndens gaver, åndens frugter, bøn eller andre emner inden for kristendommen. For det er først, når korsets evangelium kommer i spil, at kraften i evangeliet kan vise sig: kraften til frelse, til et sejrende liv, til ydmyghed over for og kærlighed til hverandre samt nåden til at modtage alt, hvad der er os skænket i Kristus Jesus. (1.Kor.1:17-18)

Vi kan derfor bedømme sundheden i den forkyndelse, som vi modtager ud fra spørgsmålet: Har Jesus og korsets budskab været centralt i forkyndelsen?

Mange sunde kristne rundt omkring i vort land har svært ved at finde kirker med en sund forkyndelse. Det er simpelthen svært at finde kirker, hvor budskabet om korset er i centrum.

Måske Jesu kors ikke er det, der optager vores forkyndere mest? Der synes i stedet at være modeemner inden for forkyndelse i dag, fx emner som relationer – til Gud, sig selv og andre mennesker, discipelskab m.m. Populære emner, som mange menigheder gennemgår næsten på samme vis. Det kan være okay, hvis altså det vægtes rigtigt, så Jesus og korset – ikke os selv! – bliver det centrale i forkyndelsen.

Men hvis ikke, så bliver det bare gode menneskers tanker og betragtninger om, hvad vi kan, skal og bør, og så hører det egentlig slet ikke hjemme i en kirke. Gode menneskelige tanker pakket ind i kristelige termer opbygger ikke en menighed åndeligt, men det kan selvfølgelig bidrage til forståelse af menneskelig interaktion.

Vidner i ord og liv

Vore kirker er præget af præster med højere teologiske uddannelser end tidligere. Desværre oplever jeg bare, at forkyndelsen ikke er blevet tilsvarende bedre. Måske er tidens snobberi for uddannelse bare ikke svaret, når det drejer sig om hyrder, lærere, sjælesørgere og forkyndere i vores kirker. Måske har vi brug for præster, der kommer tilbage til korset og ydmygt ind for Gud beder om et levende og aktuelt ord til netop hans eller hendes menighed. Og som derved oplever, at Gud i al sin nåde og på mangfoldig vis giver et ord, der møder menighedens behov og bliver til frelse, gudsfrygt og sand trosopbyggelse for menigheden.

Et menneske bliver ikke en kristen ved at gå ind i en kirke, lige så lidt som det bliver en hest af at gå ind i en stald. Vi skal ikke lokke mennesker til at godtage vores livsforståelse. Vi skal i ord og liv være et vidne om det, Jesus er og har gjort for os. Den sejr, som han vandt på korset, og som rækker langt ud over vores jordiske liv. Det er svært. Mange vil ikke forstå budskabet og ikke acceptere hverken budskabet eller os. Men korsets budskab fører til sunde kristne menigheder, som Gud kan fylde med sin Helligånd og virke igennem, og Gud kan gøre langt ud over, hvad vi kan, og hvad vi fatter og forstår, når vi i tro og lydighed bøjer os under evangeliets sandhed. (Ef.3:20-21)

Må Gud give os sunde menigheder præget af en sund lære.