Kirkelige fællesskaber og selvrealisering

Et perspektiv på dette års Alliance Bedeuge og en selvrealiseringskultur, som er i fare for at påvirke kirken.

(Læsetid: 6 minutter)
– Konsekvensen af u-åndelige kristne, der søger at vinde mennesker ved at drage dem til menneskelige kirkefællesskaber bliver, at kirkerne fyldes af u-igenfødte “kristne”, der hverken har søgt eller set Jesus som den, Han virkelig er, men blot har nogle interessante religiøse teorier at profilere sig selv på, mener Irene Kühn Kaae.

Vi har netop afholdt Evangelisk Alliance bedeuge. Som udgangspunkt for ugens samlinger var der udarbejdet et lille hæfte med overskriften: Åndeligt venskab. Da jeg så titlen, blev jeg mindet om ordet fra 1. Joh. br. 1: 3: “… for at også I må have fællesskab med os; for vort fællesskab er med Faderen og med hans søn Jesus Kristus.”

Men hæftet drejede sig ikke meget om fællesskabet med Faderen og med Jesus, men alene om vort fællesskab og forpligtelse til fællesskab med andre mennesker.

Jeg vil gerne komme med nogle kommentarer til temahæftet for dette års bedeuge:

1. En åndelig opvågnen?

Det konstateres i temahæftet, at vi i Danmark oplever en åndelig opvågning blandt danskerne.

Jeg er ikke så sikker på, at det vi oplever i dagens Danmark, er åndelig opvågning, selvom jeg meget godt kunne ønske, at det var sandt. Jeg ser snarere den øgede interesse for religion og filosofi som et udspring af mange menneskers trang til selv-iscenesættelse.

Vi lever i en kultur, der er så selvoptaget, at den tvinger det enkelte menneske til ikke bare at være sig selv, men at tro på, at de er en så unik og bemærkelsesværdig person, at de fortjener særlig opmærksomhed.

Årsagerne til denne kultur er mange. Det vil jeg ikke komme ind på. Jeg vil blot bruge iagttagelsen til at sige, at for mange mennesker er religion og filosofi et oplagt værktøj til at iscenesætte sig selv som et anderledes, dybt tænkende, spirituelt og bemærkelsesværdigt eller interessant menneske.

Det vi derfor gerne tolker som åndelig opvågning, kan være en jagt på sjælelig tilfredsstillelse af jeg’ets behov for opmærksomhed. Skal vi da ikke søge at vinde mennesker uanset deres bevæggrunde?

Jo – vi skal invitere dem til vort fællesskab med Faderen og med hans søn, Jesus, men vi skal ikke give dem falske forhåbninger om et fællesskab, der kan booste deres ego.

2. Kirkens kerneopgave?

Igennem hele hæftet er der lagt en tydelig vægt på, hvordan vi som kristne mennesker skal være Kirke. Jeg mener, at den fokusering på os selv som instrumentet til sand kirkevækst bliver til en direkte skævvridning af evangeliet og dermed er farlig. Lad mig forklare:

Den selvoptagethed og trang til selvrealisering, som ligger i dagens kultur, har det med at fjerne fokus fra den egentlige opgave. Det gør sig gældende i kirker såvel som i sekulære institutioner.

Eksempelvis har jeg de sidste 18 år arbejdet som socialrådgiver i en kommunal Familieafdeling. Her har jeg oplevet, hvordan forvaltningens fokus mere og mere er gået i retning af at bruge kræfter på afdelingen selv – vores arbejdsmetoder, it-systemer, organisering, sikkerhed, drift osv.

Det siges, at målet er et mere professionelt udført arbejde for kommunens børn og unge, men for mig at se, så er resultatet i stedet, at vi er blevet mere og mere optaget af at profilere os selv i arbejdsprocessen og meget mindre af kerneopgaven: at betjene borgeren.

Og hvad vil jeg så med denne betragtning? Jo, jeg vil drage en sammenligning fra det, der sker i samfunds-institutionerne til det, der sker i vores kirker.

Vi er så optaget af, hvordan vi skal være kristne og kirke, at vi glemmer kerneopgaven. Er kirkens formål da ikke at være missional og række ud med evangeliet?

Nej! – ikke ved at vi på underfundig vis drager mennesker ind i kirkelige fællesskaber.

Kirkens opgave er at være stedet, hvor mennesker kan søge Jesus og se Ham, som den Han er.

Kirkens kerneopgave er: At åbenbare Jesus ved Den Hellige Ånd.

Og hvis vi er blevet så selvkloge (- eller rettere dumme), at vi tror, at vi med vore metoder, organiseringer, gode viljer og initiativer kan klare den opgave, så har vi ikke fattet eller kender til det guddommelige og åndelige perspektiv.

Disciplene kom til det sted, hvor Jesus havde sat dem stævne. De så Ham og tilbad Ham. Dette var baggrunden for Missionsbefalingen.

Vi må se Jesus, som den han er. Vi må gribes af Ham. Vi må leve ham nær. Vi må fyldes af hans liv.

Vi må ligne ham, så vort liv kalder til efterfølgelse af Jesus frem for at gøre et kirkefællesskab tilgængeligt for alle mennesker.

3. Kirkens fokus?

Konsekvensen af u-åndelige kristne, der søger at vinde mennesker ved at drage dem til menneskelige kirkefællesskaber bliver, at kirkerne fyldes af u-igenfødte “kristne”, der hverken har søgt eller set Jesus som den, Han virkelig er, men blot har nogle interessante religiøse teorier at profilere sig selv på.

Dette vil i sandhed blive kirkens forfald. Jesus vil bygge sin kirke, og som til alle tider vil Han gøre det på den åbenbaring af ham selv, som han giver til det enkelte menneske.

I dette arbejde bliver der meget lidt plads til os og vores fortræffeligheder i måder at være kirke på. Men vi kan – af nåde – få lov til at være med og se, hvad Gud gør, såfremt vores fokus er på Jesus i vort eget liv på en sådan måde, at vi holder os nær til ham og ikke tror, at vi kan få del i den ære, som alene tilkommer Ham.

Vi mennesker har det med ikke at tage afstand fra det forkerte, førend det først er åbenbaret som forfejlet. Det er ingen kunst.

Frikirkenet har taget afstand fra Faderhuset, Evangelist osv., da det blev tydeligt, at det på trods af meget sandt, alligevel var usundt og farligt.

Jeg vil derfor gerne tage afstand fra den selvophøjede tone, der findes i vores frikirker i dag. Jeg vil på forhånd tage afstand fra den fokusering på egne præstationer, som tydeligvis er besmittet af den tidsånd, der hersker i det sekulære samfund omkring os og som har store konsekvenser for den åndelige sundhed og udvikling i vores kirker netop nu.

Jeg vil gerne kalde til ransagelse blandt præster og ledere. Jeg vil gerne kalde til bøn og helligelse ind for Gud, at vores land må se en sand vækkelse, hvor mennesker ser Jesus som den korsfæstede og opstandne frelser og bliver grebet af Ham, så de må forlade alt – også deres egen anseelse og fordele her i livet – for at følge efter i hans fodspor.

Må Gud velsigne den enkelte til at blive bevaret med fokus på fællesskabet med Faderen og hans søn Jesus Kristus i liv og kirkeligt arbejde.

 

Læs også