Indfør obligatorisk abortrådgivning

Marianne Karlsmose
Folketingskandidat og
regionsrådsmedlem for
Kristendemokraterne
Birkevej 3
6880 Tarm

Tak til René Nord Hansens for hans personlige og bevægende beretning om, hvordan lægen lagde pres på ham og hans kone for at få dem til at vælge en abort.

Det er rystende læsning, men desværre ikke enestående. Det er fortsat meget tabubelagt, at mange føler sig presset til abort i Danmark. Da jeg fik at vide, at jeg ventede mit tredje barn, var lægen straks i gang med at finde datoer til screening, og det er så uendelig fattigt, at vi i Danmark er så optagede af at sortere mennesker fra med handicaps.

Også kvinder, der er blevet uønsket gravide er i klemme. Ofte føler de en stor skam over, at de er kommet i den situation. En skamfølelse, der styrkes af, at vores samfund i så høj grad er præget af en perfekthedskultur, hvor vi helst skal have kontrol over vores liv og have succes.

Det gør presset for at undgå uplanlagte fødsler endnu større – også fra faderen til barnet, den øvrige familie og det offentlige.

Kristendemokraterne har som det eneste parti i Danmark en klar politik omkring nedbringelse af aborter og indførelse af obligatorisk abortrådgivning med krav om at anvise alternativer til abort og støttemuligheder til kvinderne, der er i en meget svær situation. Da KD sidste gang stillede forslag om obligatorisk abortrådgivning i folketinget stemte ALLE øvrige partier i folketinget IMOD forslaget. Da den tidligere handlingsplan for nedbringelse af aborttallet udløb, har INGEN af de siddende partier i folketinget stillet forslag om en forlængelse. Derfor er der brug for Kristendemokraterne i folketinget til at sætte de ufødte børn på dagsordenen.

Kristeligt Folkeparti i Norge har fået ind i regeringsgrundlaget, at Norge indenfor de næste år skal nedbringe aborttallet med 1/3. Det understreger vigtigheden af at have et parti, der i sit program har en klar politik, der siger fra overfor frasortering af handicappede, forsvar for de ufødte børns rettigheder og indførelse af obligatorisk abortrådgivning, der anviser alternativer.

Der er brug for KD til at sætte en ny dagsorden i folketinget om åndsfrihed og respekt for det enkelte menneskes værdi fra befrugtningstidspunktet til naturlig død. Støt op om KD ved folketingsvalget – vi kan gøre en afgørende forskel, hvis vi får lov. Hver en stemme tæller.


Artiklen fortsætter efter annoncen: