Flygtninges oversete sorg

Mange flygtninge ville få det bedre,
hvis de fik hjælp til at sørge,
mener kristen spansk psykiaterFlygtninges sorg skal tages alvorligt, når de skal integreres i et nyt land.Det mindede den spanske psykiater Pablo Martinez de 120 deltagere om på Tværkulturelt Centers forårskonference i København i marts med temaet Sorgens mange ansigter.
De fleste mennesker har prøvet at miste. Det kan være et nærtstående familiemedlem, en ven, et job, helbred eller noget andet, der var med til at give livet indhold og mening. De ved af personlig erfaring, at sorg tager tid, og at omgivelsernes støtte og forståelse er af uvurderlig betydning, når sorgen skal bearbejdes. Men ikke mange er klar over, at flygtninge, der kommer til Danmark, også befinder sig i en sorgproces.
– Der er mange lighedspunkter mellem sorgen over at miste et menneske, man holder af, og den livskrise, flygtninge oplever, når de tvinges til at forlade deres land. Ikke alene har mange mistet nære familiemedlemmer i hjemlandet – ofte under traumatiske omstændigheder. Flygtninge har også mistet deres land, hjem, sprog, arbejde og social status – alt det, der giver identitet og sammenhæng i tilværelsen. At sørge over disse tab er en helt naturlig reaktion og en proces, der under normale omstændigheder varer flere år, understregede Pablo Martinez, der for nylig har skrevet en bog om sorg i forbindelse med dødsfald og skilsmisse.

Ifølge den 51-årige psykiater kan et sorgforløb inddeles i tre faser: I den første fase skæres båndene til fortiden over og energien bruges på at bearbejde adskillelsen fra den person, sammenhæng eller livssituation, man har mistet. I næste fase begynder den sørgende at tilpasse sig den nye livssituation. For flygtningehandler det blandt andet om at lære et nyt sprog og nye adfærdsmønstre – en proces, hvor mange føler sig reduceret til et lille barn, der skal lære alt forfra. I sidste fase begynder den sørgende så småt at genvinde en følelse af mening med livet og bliver igen i stand til at interessere sig for fremtiden.

På konferencen formåede Pablo Martinez på en sjælden måde at forene lægefaglig indsigt med indføling i deltagernes mange forskellige livssituationer. Men evnen til indlevelse er ikke forbeholdt fagfolk, siger Pablo Martinez:
– Når vi taler om følelser og følelsesmæssige reaktioner, har vi mennesker langt mere til fælles, end vi ofte tror. Sorg er en livskrise, der går på tværs af kulturer og professioner. Sorgen giver os et fælles sprog og en fælles forståelse. Derfor er det også muligt at leve sig ind i flygtninges følelser uden selv at have været i eksil. Når vi sætter ord på andres følelser af tab og savn, viser vi, at vi forstår lidt af den sorg, de bærer med sig.
Netop omgivelsernes forståelse og sympati er ifølge Pablo Martinez afgørende for, hvor hurtigt flygtninge bliver i stand til at orientere sig mod fremtiden i det nye land.
– Mennesker, der sørger, har brug for støtte, praktisk hjælp og nogen, der vil lytte til dem. Flygtninge har brug for nøjagtig det samme. Mange ville hurtigere blive i stand til at opbygge en ny hverdag, hvis de fik hjælp til at sørge. Men desværre bliver mange flygtninge mødt med fordomme og krav i stedet for forståelse og medfølelse, siger Pablo Martinez.

For nogle flygtninge er sorgen over tabet af fortiden en livslang proces, som de aldrig helt kommer igennem, men må lære at leve med. Her har det kristne håb ifølge Pablo Martinez stor terapeutisk værdi.
– Den bedste hjælp, flygtninge kan få til at komme videre med deres liv, er det kristne håb. Selv om det, der engang var, aldrig kommer tilbage, er det muligt at nå dertil, hvor livet igen bliver værd at leve. Men kun Gud kan give et menneske håb, når alt synes håbløst. Han har en fremtid til hvert enkelt menneske. Det håb kan vi alle være med til at formidle. Men først må vi lytte til flygtningenes oplevelser og følelser og lade dem mærke, at vi kan identificere os med dem i deres sorg.