Bikere på bibelcamping
Søndag den 14. juli fik Bibelcamping Haderslev Næs besøg af den kristne motorcykelklub Ransomed Bikers.
Ved gudstjenesten fortalte et af klubbens medlemmer om, hvordan de kristne prøver at vidne for andre i motorcykelmiljøet.
De uddeler fx Bikerbiblen, som er et Ny Testamente suppleret med vidnesbyrd.
50 år med bibelcamping
Luthersk Mission kan i øvrigt fejre 50 års-jubilæum for bibelcamping i Sønderjylland, hvor det hele begyndte i 1969 med camping omkring lejren Solbakken.
Nu holdes bibelcampingen på Haderslev Næs. Her har lokale LM’ere nu også opført en stor mødesal til afløsning for det store telt. Her er også opført et cafeteria m.m. Og stedet benyttes udenfor campingperioden også af en skovbørnehave fra Haderslev.
Det var ikke mindst foderstofhandler Niels Arne Skov, Brændstrup, der var primus motor for den første bibelcamping herhjemme. Senere fulgte mange andre bibelcampinger rundt om i landet og i forskellige kirkelige sammenhænge.
Niels Arne Skov stiftede i1992 også Dansk Balkan Mission, som han var arbejdende formand for frem til 2018. Missionen arbejder i Rumænien med både nødhjælp og forkyndelse.