Svenskere får indsat mikrochips
Er det at tage imod Antikrists tegn, hvis man som over 4000 svenskere vælger at få implanteret en mikrochip i hånden?
De svenske mikrochips, som er på størrelse med et riskorn, skal erstatte både betalingskort og rede penge. Samtidig skal chipsen overvåge brugerens helbred og fungere som nøgle til fx. kontorer og bygninger.
– Teknikken er fuldstændig sikker for brugerne, forsikrer mikrochip-pioneren Jowan Osterlund. Men mange er bekymrede for datasikkerheden – og nogle kristne ser chip’en som Antikrists tegn eller ”Dyrets mærke”.
Hvem ejer data?
“Problemet er, hvem der ejer disse data,” siger den svenske forsker Ben Libberton. “Får jeg et brev fra mit forsikringsselskab med besked om, at min præmie stiger, før jeg selv ved, at jeg er syg? Hvis jeg bruger chip’en, når jeg køber frokost, går til fitness og på arbejde, er der så nogen, der har al denne information om mig? Er det gemt og i sikkerhed?
Chip’en gør det hele lettere. Men skal vi acceptere, at vores data bliver spredt vidt omkring, før vi kender til risikoen?” spørger han.
De sidste tiders tegn?
Nogle præster og endetidsteologer frygter, at mikrochip’en er relateret til Antikrist. En af dem er pastor Dave Doyle fra Hope Christian Fellowship Church i Iowa, som blandt andet gennem The Christian Post har advaret mod de implanterede chips.
– Jeg ser det at bruge mikrochips som en form af [Dyrets] mærke. Det har mange former, men alle disse dele af mærket er beregnet til kontrol. Til sidst vil det blive påtvunget, og dem, der afviser det, vil få problemer med myndighederne, forklarer han.
Dave Doyle henviser til Åbenbaringsbogen 13,16, hvor der står, at Dyret fik alle mennesker til at tage dets mærke på deres højre hånd eller på panden.
Andre præster som Sam Storms fra Bridgeway Church i Oklahoma og bestyrelsesmedlem i The Gospel Coalition, afviser denne tolkning.
”Jeg tror ikke, at det såkaldte ”dyrets mærke” er et konkret, fysisk mærke på de ikke-troende… Gennem Åbenbaringsbogen kan vi se, at Satan gør alt for at kopiere det, Gud gør. For eksempel at de tre personer i treenigheden: Fader, Søn og Helligånd har deres onde modstykke i Satan, Dyret og den falske profet…
Dyrets ”mærke”, som de ikke-kristne modtager på panden eller højre hånd, er et dæmonisk fupnummer. Det er et modstykke til det ”mærke”, troende får på deres pander,” forklarer Sam Storms med henvisning til Åb. 7,3. Her står det, at Gud vil give sine tjenere et segl på panden, før katastroferne forud for verdensdommen bryder løs.