Hvem tilhører barnet – staten eller forældrene?

Forældreretten – retten til at bestemme, hvordan børn skal opdrages og undervises – har altid stået stærkt i Danmark. Det er således med baggrund i Grundloven, at vi har en stolt tradition og konkret lovgivning for, at forældre kan oprette friskoler, der stemmer overens med deres religiøse, politiske eller pædagogiske overbevisning.

Denne frihed er ikke en selvfølge, og den fordrer, at vi som kristne engagerer os i samfundet og kæmper for den. At forældreretten har stærke rødder, er ingen garanti for, at den altid vil bestå, og på nogle områder er den samfundsmæssige udvikling i fuld gang med at udhule den. I det følgende vil vi pege på tre tendenser, der lægger pres på forældreretten.

1. tendens: Sekulariseringen presser forældreretten

Det danske samfund har siden Grundlovens tilblivelse gennemgået en omfattende sekularisering, hvor stadig flere livsområder er blevet gjort uafhængige af et religiøst formynderskab.

For de uddannelser og institutioner, der har med opdragelse og undervisning at gøre, har det betydet, at et kristent verdensbillede gradvist er blevet erstattet af et humanistisk verdensbillede. Dermed er det mennesket – ikke Gud – der er midtpunkt og grundlag for tænkningen og den afledte pædagogiske praksis.

Det kristne verdensbillede var med til at fastholde forældrenes ansvar for barnet, fordi det var underforstået, at forældre var indsat af Gud. Forældre havde både ret og pligt til at stå for opdragelsen, men sekulariseringen har medført, at der er sket en forskydning:

Hvor man tidligere tog udgangspunkt i forældrenes rettigheder, så fokuseres der i dag i langt højere grad på det enkelte menneskes, herunder barnets, frie udfoldelsesmuligheder. Dermed bevæger det danske samfund sig i en retning, hvor det i stigende grad bliver set som statens opgave at sikre børnenes, snarere end forældrenes, rettigheder.

2. tendens: Konkurrencestaten presser forældreretten

Forskellige samfundsforskere konstaterer, at det danske samfund – ligesom andre vestlige samfund – har ændret sig fra at være en velfærdsstat til i stedet at blive en konkurrencestat. Hvor velfærdsstatens fornemste opgave var at tage sig af svage og udsatte borgere, så er det blevet konkurrencestatens primære mål at sikre, at den har en stærk ”human ressource” til rådighed, så den kan begå sig i den internationale konkurrence.

Ændringen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder, dels at forældrene arbejder mere og derfor må overlade børnene til institutioner i flere timer, dels at der er opstået et øget pres på forældrene i forhold til at udlicitere opdragelse og undervisning til de ”velfærdsprofessionelle”, som er uddannede til at skabe de bedst mulige rammer for børnenes udvikling.

Målet er, at børnene bliver til gode og nyttige samfundsborgere, der klarer sig godt på arbejdsmarkedet, og at Danmark dermed klarer sig godt i konkurrence med andre samfund.
Igen presses forældreretten, fordi statens effektivitet sikres af en udlicitering af forældrenes opdragelse og undervisning.

3. tendens: Politikerne presser forældreretten

På det politiske niveau er der også et pres på forældreretten. Dette pres har en del af sine rødder i den ansvarsforskydning, som kommer med sekulariseringen og konkurrencestaten, men samtidig kommer presset også fra de udfordringer, der gennem de senere år har været med integration af flygtninge og indvandrere i Danmark.

Som eksempler på presset på forældreretten kan særligt nævnes to områder: friskole- og ghettodebatten.

På friskoleområdet har særligt Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti fokuseret på de religiøse skoler. I januar 2018 blev der således fremsat lovforslag om at lukke alle friskoler, der har mere end 50% forældre med ikke-vestlig baggrund. Forslaget blev forkastet, men det viser, at den danske friskolelov, der sikrer forældres ret til selv at sørge for deres børns undervisning, som stemmer med deres egen overbevisning, er under pres.

Forældreretten presses også af andre partier. I forhold til ghettodebatten, så indførte den tidligere VLAK-regering således en lov, der blandt andet indeholdt et ”obligatorisk dagtilbud” på minimum 30 timer om ugen for børn over 1 år i særligt udsatte boligområder.

Hen over et bredt politisk spektrum udfordrer politikerne altså forældreretten – retten til at træffe beslutninger på børnenes vegne – på nogle ret grundlæggende områder, nemlig i forhold til retten til selv at stå for børnenes undervisning og pasning.

Regningen for manglende integration betales med andre ord af beskæring af forældrenes frihed.

Grundloven sikrer forældreretten

Så hvem tilhører barnet? Som det fremgår af ovenstående, er der pres på forældreretten. Sekulariseringen, konkurrencestaten og politikerne rykker voldsomt i både forældre og børn, og der er stærke kræfter på spil.

Der er imidlertid også store kræfter, der kan og skal rykke den anden vej. I Danmark har vi en grundlov, der sikrer alle borgere i dette land religiøs og personlig frihed, og derfor må vi insistere på forældres ret til fortsat at opdrage og undervise deres børn. Det må vi til stadighed minde vores lovgivere om!

Samtidig er det vigtigt at understrege, at forældreretten ikke skal misbruges til, at små grupper af forældre isolerer deres børn fra samfundet. Heller ikke selv om disse grupper måtte være kristne. Forældreretten fordrer derimod, at børnene – også af forældrene – opdrages til at blive aktive samfundsborgere.