Betydningen af karismatiske oplevelser er stærkt overdrevet – for andre end dig selv

(Læsetid: 2 minutter)
Af Michael Bobjerg

Det er fantastisk at få lov til at opleve Guds Helligånd virke i sit liv. At få profetiske tilskyndelser, høre Helligånden tale, få gåsehud og mærke varme og fred, når Gud berører dit indre. Det er alt sammen noget, som er skabt til at styrke din relation til Gud. Jeg elsker det. Og alle burde opsøge det.

Disciplene oplevede det med flammer på hovedet og fremmede sprog på læberne på Pinsedag, hvor tusindvis af mennesker tog imod frelsen, blev døbt og fyldt med Helligånden. Igennem Apostlenes Gerninger er Helligåndens dåb et helt naturligt fænomen, der oftest blev bekræftet ved tungetalens tilstedeværelse.

Når vi under lovsang opsøger en atmosfære af glæde og fred, kan Gud lade os møde et glimt af hans herlighed. Det var i sådan et glimt, at jeg selv blev fyldt med Guds Ånd, begyndte at tale i tunger og senere samme aften stod lammet af rystelser i et mødetelt på en mark i Himmerland.

Jeg havde min første profetiske oplevelse, hvor Gud viste mig en film for mit indre og kaldte mig til at tjene ham sammen med andre kristne uanset farve, nationalitet eller kirkeligt tilhørsforhold. Gud blev en virkelighed, jeg ikke kunne løbe fra.

Men i min vandring som kristen, discipel, præst og leder har jeg set, hvordan oplevelsen er blevet gjort til det klimaks, vi skulle søge at opnå. At det største, der kunne ske under en gudstjeneste, var, hvis Helligånden tog over og forløste fred, harmoni – ja, sågar helbredelser.
Det ER fantastisk, men vi glemmer, at det er blot den ene del af Helligåndens virke.

Paulus udfordrer Korinterne til skærpet fokus. Der er noget, som er til din egen opbyggelse, og der er noget, som vil tale til andre mennesker, lede dem til frelse og sætte dem fri. Det er det sidste, vi skal stræbe efter.

Helligåndens virke på Pinsedag erstattede ikke disciplenes tjeneste med at sprede evangeliet. Men gennem de karismatiske oplevelser gav Ånden disciplene ny frimodighed.

En flok bangebukse blev helbredt. Ånden virkede i Peter, så han ikke undskyldte sin relation til Jesus, men provokerede jøderne, så de indså deres meddelagtighed i Jesu død og længtes efter redning.

Helligånden er mester i at bringe mennesker til erkendelse af tingenes reelle tilstand. Men Gud har valgt at bruge mennesker til at forkynde evangeliet, helbrede med håndspålæggelse og tale profetiske ord, som sætter andre fri. Målet er de andres frelse.

Lad os ikke spilde det karismatiske potentiale ved at lade det stoppe ved vores egne oplevelser.

Læs også