Gud viser os vejen i vores ørkenvandring

Hvis man har været i Egypten, ved man, at en ørken ikke kun behøver være en stor bunke sand. Den kan både være fuld af hårde klipper, bakker og klinter, der forandrer sig i vinden. Men en ørken er per definition der, hvor livet har det svært, fordi en ørken er et sted, hvor der enten vokser meget lidt eller ingenting.

Derfor bruger mange også udtrykket om at være midt i en ørkenvandring, når livet føles tomt og udfordrende. Men det behøver ikke kun at være negativt at være på ørkenvandring, mener Lone-Møller Hansen:

”I virkelighedens verden kan en ørkenvandring føre til, at man dør af tørst, fordi der er langt mellem oaserne i ørkenerne. Sådan kan livet også godt føles.

Men i vores liv oplever jeg, at en ørkenvandring også er et sted, hvor vi bliver formet,” siger Lone Møller-Hansen og peger på, hvordan både Moses, Jesus og senere de kristne ørkenfædre blev formet i ørkenen.

Over Det Røde Hav

Da Moses havde skilt Det Røde Hav, førte han sit folk direkte ud i en 40 år lang ørkenvandring. Og da Jesus var blevet døbt, gik han også direkte ud for at faste i ørkenen – dog kun for 40 dage.

Men princippet var det samme. For både israelitterne og Jesus gik gennem ørkenen i en tro på, at Gudfader i himlen nok skulle sørge for dem. Og sådan brugte de senere ørkenfædre i den tidlige kristendom også ørkenen som et sted, hvor de hentede visdom i ensomhed med Gud.

”Israelitterne lærte netop afhængighed af Gud i ørkenen. De havde ingenting at spise, med mindre Gud gav dem noget at spise, ofte direkte fra himlen i form af manna, og de havde ingenting at drikke, med mindre Gud viste dem en kilde eller bad Moses om at slå på en klippe, så der kom vand.

På en eller anden måde lærte Gud sit folk at stole på ham, og at han havde nok til alle.”

Gud vejleder os

Men midt i ørkenvandringen havde israelitterne også brug for vejledning. Og Gud viste dem vejen gennem en ildsøjle om natten og en støvsøjle om dagen, mens Gud også havde givet sit folk Moses som vejleder, påpeger baptistpræsten.

”På samme måde har vi brug for vejledere, når vi befinder os i en ørkenvandring eller føler en tomhed, når livet skal have en ny retning. For ørkenen kan være uvejsom.

Der er ingen veje i ørkenen, og hvis de findes, er de svære at finde, fordi de blæser væk. Dér har vi brug for vejledere, ellers går vi meget nemt i ring og farer vild. Jeg har selv nogle venner, der engang for vild i en ørken og kun blev reddet, fordi der var nogen, der tog ud og fandt dem.

For vi bliver totalt afhængige af en vejleder i ørkenen. Også i overført forstand. I ørkenen kan vi også lære at blive afhængige af Gud. Den betydning lægger jeg også i en ørkenvandring.

Men selv en åndelig ørkenvandring er som regel smadderhård og ubehagelig, fordi den også er en proces, der skræller noget af os. Og det, der bliver skrællet af, er tit hovmod, egoisme eller lysten til at behage andre, så vi tør være mere afhængige af Gud.”

Min egen ørkenvandring

Det har hun selv oplevet flere gange – blandt andet i Israel under sin præsteuddannelse i 1999.
Hun tog en stor del af et semester på et svensk teologisk center i Jerusalem, hvor hun var sammen med præstestuderende fra hele verden.

Men hun var væk fra sin mand og parrets to store børn hjemme i Danmark, og pludselig følte hun sig meget alene – som på en ørkenvandring. Men netop dér viste Gud sig for hende:

”Jeg sad alene på mit værelse og oplevede et nærvær af Jesus, som trøstede mig. Og næsten lige efter fik jeg en lille seddel ind ad døren. Sedlen var fra en sydafrikansk medstuderende på centret, som var blevet min nærmeste fortrolige dernede.

Og hun skrev: ’Jeg ved, du er på en ørkenvandring, men Jesus er hos dig.’ Og det bekræftede jo, hvad jeg lige havde oplevet.

Jeg gemte den seddel i mange år, for den viste mig, at jeg var set. Det var min egen ørkenvandring, min egen proces, men jeg havde både brug for Gud og andre mennesker som vejledere. Og det fik jeg.”

Men hvordan ved man, om man står midt i en ørkenvandring?
”Sommetider ser man det først, når man ser tilbage. Det kan være derfor, det er så hårdt.”

Er alle de hårde perioder i ens liv så ørkenvandringer?
”Nej, det vil jeg ikke sige. Men jeg tror, at man kan lære noget i alle svære perioder af livet, ørkenvandring eller ej. Og det er jo heller ikke sikkert, at man tolker sine kriser ind i en kristen kontekst.

”Der er ingen veje i ørkenen, og hvis de findes, er de svære at finde. Dér har vi brug for vejledere, ellers går vi meget nemt i ring og farer vild.”

Men i kristen forstand kan man også opsøge ørkenvandringen selv ved at søge stilheden på retræter og pilgrimsvandringer, som jo er blevet populære, så man tvinger sig selv til at ignorere alle ydre stimuli for at give plads til Guds stemme i livet.”

Tror du også, at Gud kan lede os ud i en ørkenvandring?
”Ja, vi siger jo ’led os ikke ind i fristelse’ i Fadervor, men jeg tror, at den sætning handler om, at vi ønsker, at Guds også leder os, når vi er i en fristelse. Og for mig har meget af mit liv handlet om at skelne mellem, hvad der er kald, og hvad der er fristelser. Jeg har nok en meget stærk kaldsforståelse.

Det gode og det bedste

Det er det, der har ført mig til Bornholm og det, der gjorde mig til generalsekretær i Baptistkirken i Danmark. Men flere gange har jeg måtte spørge mig selv – er det et kald eller en fristelse?

Hvis det er en fristelse, handler det måske mest om at tilfredsstille mit eget ego. Og det vil faktisk lede mig på afveje. Jeg må skønne, hvad der er rigtigt. Men det kan være svært, hvis det fristende føles spændende.”

Må man da ikke synes, at ens arbejde er spændende?
”Jo absolut. Men ofte skal man vælge mellem det gode og det bedste. Man har tit en mulighed for at sige ja eller nej, og ofte kan vi fristes til at sige ja, selvom det kan tage vores tid fra det, der ville være bedre for os.”

Mellem kald og fristelse

Det er derfor, at en ørkenvandring kan være sund, mener hun. For ørkenvandringer kan hjælpe os til at skelne mellem kald og fristelser, ligesom Jesus også blev så afhængig af Gud i ørkenen, at han ikke engang lod sig friste af Satan til at lave sten om til brød, fordi ”mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Faderens mund.”

Men hvis man ikke søger stilheden i sit liv, kan det være svært at mærke Gud midt i det hele:
”Mange mennesker er ikke stille ret længe ad gangen. For stilheden kan være ubehagelig, fordi man mærker sig selv der.

Men en frivillig ørkenvandring kan være frugtbar. For sådan nogle perioder har vi brug for, så vi ikke bevidstløst går efter materialisme for at udfylde vores tomrum, som Gud ellers kunne fylde ud.”

Kort om tro

Hvad er kernen i din tro?
”Kernen i min tro er Jesus. Det er ham, jeg skal forsøge at lære af og følge i kærlighed, nåde, barmhjertighed, taknemmelighed og frihed. Det er nøgleord for mig i min tro.”

Hvorfor blev du troende?
”Mine forældre var troende. Min mor var søndagsskolelærer og min far var mere praktisk anlagt.

De var for blufærdige til at bede højt med mig derhjemme, men de viste mig baptistkirken, og gennem spejderarbejde erfarede jeg selv Gud, men det var faktisk først, da jeg begyndte at læse teologi, at jeg fik en personlig erfaring af Jesus og Helligånden.

Så den treenige Gud tog først form i mig, da jeg begyndte at fordybe mig.”

Hvorfor blev du baptistpræst?
”Det er et kald. Jeg kæmpede med det i fem år, før jeg overgav mig. Min mand har altid støttet mig, og han har også måttet bære nogle af byrderne og konsekvenserne af det.

Men det blev et vendepunkt for mig, da jeg under et spejdermøde fik en folder i hånden om baptisternes præsteuddannelse.

På det tidspunkt var jeg uddannet journalist og havde arbejdet som journalist i mange år. Men jeg vidste, at jeg skulle blive præst.”

Blå bog

Lone Møller-Hansen er 58 år.
Gift og har to børn.
Præst i Baptistkirken på Bornholm og medstifter af Gospelfællesskabet i Hasle.
Tidligere uddannet journalist.
Har været generalsekretær for Baptistkirken i Danmark 2011-19.