Temadag i SALT om at være leder

Hvilke opfattelser har du af dem og det, du leder? Hvordan påvirker disse opfattelser din ledelse i praksis – positivt og negativt? Er du hjulpet af dit syn, eller er du hæmmet? Disse og andre spørgsmål tages op, når Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) inviterer til temadag onsdag 24. maj.
Rektor på SALT, Anders Michael Hansen, vil vise, hvordan der hos Paulus kan spores en differentieret udvikling i synet på menighed, tjeneste og ledelse.
Formålet er at vise, hvilke konsekvenser Det Nye Testamentes modeller får den dag i dag afhængigt af, hvilke af dem vi tager afsæt i som ledere.
Med hjælp fra organisationsteoretikeren Garreth Morgans ”organisations-metaforer” vil SALT-lærer Ib Sørensen herefter vise, hvordan forskellige billeder af organisationer og menigheder foreslår forskellige opfattelser af, hvad organisationer er, og hvad ledelse (også) handler om.
Der vil blive sideblik til bibelske menighedsmetaforer og aktuel kirkelig ledelsestænkning. Deltagerne vil derigennem få redskaber til at analysere på deres egen menighed eller organisation og til at se den med nye øjne.
Arrangementet varer fra kl. 10 – 16 og foregår i Københavns Kulturcenter. Der er indlagt pauser undervejs og afsat tid til spørgsmål og debat.
– Tore