Koordineret antisemitisk aktion på årsdagen for Krystalnatten
Gule jødestjerner dukkede op flere steder i Danmark og Sverige, ligesom over 80 sten på en jødisk kirkegård i Randers blev overmalet på 81-årsdagen for Krystalnatten.
På den jødiske Østre Kirkegård i Randers var over 80 gravsten blevet væltet eller overmalet. Et dansk ægtepar i Silkeborg, hvor hustruen er jøde, fandt en gul stjerne med teksten ”Jude” på deres postkasse.
Samme type stjerne blev fundet på jødiske bygninger i Helsingborg samt på Stockholms store synagoge, skriver The Jerusalem Post.
Myndighederne både i Danmark og Sverige fordømmer hændelserne på årsdagen for Krystalnatten som antisemitiske ytringer.
Krystalnatten fandt sted den 9. november 1938 i Tyskland. I løbet af denne aften og nat ødelagde nationalsocialisterne næsten 7.500 forretninger og nedbrændte ca. 200 synagoger. 91 jøder blev pryglet ihjel, og cirka 26.000 blev fængslet.
Krystalnattens begivenheder var angiveligt en hævnaktion, fordi en 17-årig polsk jøde havde skudt en tysk diplomat i Paris.