Altid med håb

„Kun hvor der er håb, er der liv“, står der i „Aldrig uden håb“ – en bog, der kan tvinge læseren til at gennemtænke dele og sider af sit livHvor tit hører vi ikke bemærkninger som, at én enten er „fuldstændig håbløs“ eller „helt udenfor pædagogisk rækkevidde“?Personligt bliver jeg lige dele vred og trist til mode, når jeg hører den slags ytringer. Hvem er andre, at de på den måde kan opkaste sig til dommere?
Alle kan noget, og ingen kan ingenting. I Guds øjne er vi alle skabt i hans billede, og han ser muligheder i os alle uden smålig skelen til personens anseelse i øvrigt. Jesus plejede omgang med høj og lav: toldere, farisæere og prostituerede. Han var det levende Håb, og han delte ud af det med rund hånd.

Ikke frygt – men håb

I bogen Aldrig uden håb noterer J. I. Packer sig med rette, at vi er gået ind i det 21. århundrede med frygt i stedet for med håb. Hvad da? spørger han. Er der da ikke noget godt at håbe på overhovedet?
Det er der.
Som kristne har vi brug for håb; vi kan håbe, og vi er aldrig uden håb. Den gamle talemåde: „Hvor der er liv, er der håb“ tages op til revision og bliver vendt på hovedet: „Kun hvor der er håb, er der liv“.
Derpå viser bogen med udvalgte bibelske eksempler, „hvordan Gud handler med og bruger ufuldkomne mennesker“ (som bogens undertitel også lyder).
Der gives håb, når der er svaghed i min styrke (Samson); når jeg er en del af en ulykkelig familie (Jakob); når ingen viser mig tillid, og man knap nok lægger mærke til mig (Manoas hustru); når jeg er vred på både Gud og mennesker (Jonas); når jeg er blevet manipuleret til at prioritere forkert (Martha); når jeg finder troen svær (Thomas); når jeg har gjort noget forfærdeligt (Simon Peter); eller når alt synes at være gået galt (Nehemias).

Inspirerer til genovervejelse

Denne bog tvang mig til at gennemtænke og genoverveje dele og sider af mit liv, og enhver, der vil gå seriøst ind i den, vil utvivlsomt opleve det samme. Det er næsten den størst tænkelige anerkendelse.
Hvert af de otte hovedkapitler afsluttes af Carolyn Nystrom med forslag til bibelstudier, enten til personlig overvejelse eller gruppe-drøftelse. Der er også vejledning til bøn omkring det pågældende emne.
En inspirerende bog. Aldrig uden håb. Altid med håb.

J. I. Packer og C. Nystrom:
Aldrig uden håb • 183 sider 199,95 kr. • Lohse