Aktiv tro værner mod nyt Holocaust
Vi har netop markeret 75 året for befrielsen af Auschwitz og oprulningen af de uhyggeligste, og for datiden mest utænkelige forbrydelser mod den jødiske befolkning i Europa. Vi siger til hinanden, at vi aldrig må glemme, hvad der skete, men for hvert år, der går, mister vi det ene øjenvidne efter det andet.
Øjenvidner, som både indenfor og udenfor kunne betragte grusomhederne, eller som levede i en eller anden grad af uvidenhed om, hvor slemt det stod til.
Uden på nogen måde at kunne retfærdiggøre en sammenligning, så er spørgsmålet, om det mest forfærdelige var de grusomheder, kz-fangerne blev udsat for, eller den passivitet eller handlingslammethed, som befolkningen udtrykte, over for at den jødiske befolkning blev undertrykt og forsvandt fra gadebilledet.
De første år i 1930’erne var der mange fremtrædende lutherske præster, der hyldede nazismens magtovertagelse. Og langt op i krigsårene var den overvejende del af kirken passiv tilskuer til grusomhederne. Enkelte vovede pelsen og talte imod fremmedhadet og det diktatoriske styre.
En af de mest kendte er Dietrich Bonhoeffer.
En anden er Martin Niemüller, der som præst havde udtrykt sig kritisk om de ting, han fandt problematisk ved Weimarrepublikken, ved kommunismen og senere ved nazismen.
Allerede i 1937 blev han sendt i koncentrationslejr. Han er verdenskendt for sit digt ”Først kom de for at tage…”, hvor fortælleren betragter kommunister, fagforeningsfolk, socialister og jøder blive hentet, uden han selv protesterede, og slutter ”Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Holocaust-dagen tvinger os til at svare på, om det kunne ske igen? Det er bedrøveligt, men jeg ikke i tvivl om, at det kunne ske igen. Andre regimer rundt omkring i verden er vidnesbyrd om, at ondskab og had stadig kan blive sat i system. At befolkningsgrupper kan blive passive eller lammede tilskuere til en proces, hvor hele befolkningsgrupper bliver chikaneret, fængslet og dræbt.
Det tvinger mig til at aktivere noget dybt inde i mig selv. En handling, som skal følge min tro. At jeg som kristen ikke lukker øjnene for uretfærdigheder omkring mig. At jeg hæver min stemme, når jeg ser ”enker og faderløse” blive presset og udstødt. At jeg går foran i at vise respekt og omsorg for dem i samfundet, som andre forkaster.
Jakob siger: Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er troen død. Det siger han i en sammenhæng, som handler om at undlade at give den sultne mad eller give tøj til den nøgne.
Aktiv tro handler også om at give beskyttelse til dem omkring os, som bliver hadet og forhånet – uanset, hvem de er.
Vil du undgå at blive vidne til et nyt Holocaust, må du aktivere din tro. Det er det eneste reelle værn, vi har.
