I denne sure juletid

(Læsetid: 3 minutter)
Af Michael Bobjerg

Julen. Kærlighedens og gavernes fest. Et billede af idyl og hjemlig hygge. Et instagram-billede, som måske lige har fået en ekstra tand af den der juleglimmerglansbillede-effekt. Men det er jo sådan vi husker den, julen. I familiens skød. Alle traditionerne, gran, pynt og gaver … og maden. Glem ikke maden. Andesteg, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, syltetøj, risalamande – mmmm….

Der er sådan, jeg husker min barndoms jul. Den fortættede os fra køkkenet, når mor åbnede ovnen og beklagede sig over, at stegen ikke var klar endnu.

For el-nettet i vores lille by kunne slet ikke følge med, når alle indbyggerne synkront forsøgte at få sværen sprød. Al maden var sat på bordet på nær de varme retter.

– Vi må ikke glemme det sure, sagde min mor til min storesøster, og bad hende fylde syltede asier op i en lille skål, mens hun tjekkede, om hun havde husket at gemme et par hele mandler til risalamanden.

Ti minutter senere gik hun selv en runde omkring julebordet for at tjekke, om alt var i orden. Jo, alt var som det skulle være … Men hov …

– Du måtte altså godt fylde skålen helt op, sagde min mor bebrejdende til min søster.
– Jamen, det gjorde jeg også, indvendte hun. Men min mors blik var bestemt, og skålen måtte en tur ud i køkkenet og fyldes med top.

Tiden gik, og ovnen pressede de sidste varmegrader ind i den stakkels and. Nu var vi klar til at spise. Min mor bar fadet med stegen ind på bordet og satte den ved side af den lille krystalskål, der lige var blevet fyldt op, men nu blot havde lidt gennemsigtig væske i bunden.
– Hvem har spist alle asierne?! råbte hun.

Neden under bordet havde jeg siddet og holdt min egen lille julefest. Asier smagte nu ikke så dårligt, men da jeg på min mors kommando stak hovedet frem, var mine ører nok lige så røde som den rand om munden, de sure asier havde skabt.

Julen kan så let komme til at handle om, hvad man kan skrabe til sig af gaver og mad. I vores overflod kommer den første juls enkelthed til at råbe til os.

Det var ikke dunsten fra dyrene i stalden eller den sparsomme servering, som var julens sødme dengang. Sødmen var Guds gave. En dyb kærlighed til os i form af et spædbarn, der en dag skulle redde os fra vores ondskab.

Efterhånden har jeg lært, at julen handler mere om at give end om at blive overmæt. Og jeg har lært at håndtere mine søskendes traditionelle juledrillerier ved den årlige jule tam-tam:
– Skal du ikke have lidt flere asier, Michael?
Jeg tror, de mener det sødt. Men man må jo tage det sure med det søde.

Læs også