Er jeg syg for at lære tålmodighed?

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver dette brev til dig under min indlæggelse på Rigshospitalet.
Jeg har også skrevet til dig om, hvad jeg fejler. Men det skal du ikke tage med i din Brevkasse, for jeg vil ikke genkendes.

Endelig nu har jeg fået god tid til at tænke, til at reflektere over mit liv. Jeg skal snart opereres. Ventetiden er hård ved mig. Lægerne siger, at vi venter på diverse prøve-resultater.

Jeg har altid ønsket, at tingene skulle ske hurtigt. Men her på hospitalet er det jo ikke mig, der bestemmer tid og rækkefølge. Her er jeg ikke herre over begivenhedernes gang. Jeg har altid lidt af utålmodighed. Det har min kristne hustru altid bebrejdet mig.

Jeg er også kristen og tilhører Folkekirken. Men jeg har aldrig været en inderlig kristen som min hustru. Hun siger til mig, at utålmodighed er en synd.

Her i min sygdomstid er jeg tvunget til at afvente og lade stå til. Jeg kan kun afvente med tålmodighed, hvad der skal ske. Hvor er det svært.

Det gør mig næsten desperat og meget irriteret. Her er jeg i hænderne på andre mennesker. I hænderne på læger og sygeplejersker. Jeg ville gerne selv have en finger med i spillet.

Her på sygestuen er det, som om al tid er suspenderet. Et par gange har jeg glemt hvad dag, det er.

Det kræver psykisk styrke at skulle vente. Det er belastende. Ind imellem har jeg lyst til at græde eller til at skrige i ren desperation. Men det går ikke, for der er andre på stuen.

Min utålmodighed har påvirket min hustru og mine børn. De siger til mig, at de håber, min sygdom vil lære mig at være lidt mere tålmodig, både over for dem; men også overfor mig selv.

De er så kloge og forstående. De siger, at det er min utålmodighed overfor mig selv, der har gjort mig syg. De har nok lidt ret i det.

Jeg har lige fra barn af følt, at der var så meget, jeg skulle nå. Jeg har altid været angst for ikke at nå det, jeg skulle. Det har jeg fra min far. Sådan var han. Han kunne ikke sidde stille i to minutter.

Min hustru og mine børn er nået dertil, at de kan smile, når jeg utålmodigt hidser mig op til at råbe og protestere. Når de smiler til mig, bliver jeg flov.

Min hustru trøster mig. Hun har ikke opgivet mig, selvom jeg måske fortjente det. Hun siger, at Jesus kan lære mig tålmodighed. At han kan tage al min utålmodighed bort. Min ældste søn siger, at jeg kan ære Jesus ved at bære min sygdom og modgang tålmodigt og stærkt.

Han siger også, at jeg ikke må forarge min familie ved svaghed og utålmodighed, når de besøger mig. Hele min familie har snart besøgt mig. Hvor er de rare alle sammen.

Orla Lindskov, vil du bede for mig og skrive lidt til trøst. Jeg håber, at jeg bliver rask.

Hilsen fra
Den utålmodige.

Ingen kan lære os tålmodighed som Jesus

Kære utålmodige

Jeg har bedt for din helbredelse, både om helbredelse for din sygdom; men også om helbredelse for din utålmodighed, for den er svær at leve med, kan jeg forstå; både for dig selv; men sandelig også for dine kære.

Nu vil jeg så skrive noget, som jeg håber kan trøste dig:

I sygdoms-tider får et menneske mulighed for at få lært noget om tålmodighed. Det får de fleste ikke lært så meget om i medgangens dage.

På hospitalet er man ikke længere herre over begivenhedernes gang. Det er man selvfølgelig også langtfra i dagligdagen, mens man er rask.

Min egen far sagde ofte disse ord, når der skete noget uventet i hans liv: – ”Ingen kender dagen, før solen går ned.”

I sygdomstider tvinges man til at afvente og se til. Her kan man intet tage, men må lade sig det give.

Her er man i andre menneskers hænder. Ja, og i Guds hænder i en grad, som det kan være svært at være glad for. Det oplever du nu.

En tysk Afrika-missionær blev engang spurgt om, hvordan forholdene var ude på den ensomme missions-station, han og hans hustru var sat på.

Han svarede med et lille smil: – ”Sommetider føler vi os næsten for meget i Guds hånd.”
Der findes en legende om Abraham. Den fortæller, at Abraham en dag fik besøg af en tigger, der bad om mad, og det fik tiggeren. Men han bad ikke bordbøn.

Det opfordrede Abraham ham så alvorligt til. Men det afslog tiggeren og bandede og svovlede i stedet for. Så blev Abraham vred og smed ham ud.

Men Herren sagde til Abraham. – ”Hvad har du gjort?” – Jeg har haft tålmodighed med denne mand i 60 år, og så smider du ham i utålmodighed ud af dit hus uden så meget som at sørge for, at han får mad.”

Ligesom din søn tror, sådan tror jeg også, at din sygdomsperiode vil lære dig tålmodighed.
Vidste du forresten, at ordet ”patient” betyder tålmodig?

Den tålmodige er stærk. Han kan være rolig, selv om tingene ikke sker til hans tid, og som han forventer.

Den tålmodige hidser sig ikke op. Han ved, at det vers taler sandt, som siger: – ”det har slet ingen hast for den, som tror.”

Kirkefaderen Tertullian siger det på denne måde: – ”Lad hele verden blive taget fra mig. Blot jeg må beholde tålmodigheden, for hvor Gud er, der er også hans kære datter: – som hedder tålmodighed.”

Ingen kan lære os tålmodighed som Jesus. Hvor var han grænseløst tålmodig overfor alle, og også overfor hans nærmeste, overfor disciplene. Og det, selvom de ikke forstod ret meget af det hele.

Kære utålmodige, bed Jesus om den kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt, og som udholder alt.

Lad os se sandheden i øjnene, som den er: Gud er ikke utålmodig. Han er netop tålmodig med os. Og det er Guds sind, der ved Jesu hjælp skal tage bolig i os.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov