Død mand opvakt fra helvedes forgård
Efter at have været død i 40 min. vendte han tilbage til livet.
Da hjertespecialisten dr. Chauncey Crandall, Florida, mistede en kræftsyg søn, søgte han forgæves efter en præst, der troede på, at Gud kunne helbrede. Men en dag oplevede han selv det utrolige…
– Jeg følte, at Gud nu ledte mig til selv at bede for mine patienter. Én om ugen.
Det var ikke let for mig. Jeg var ikke godt tilpas ved at træde ud af min vante læge-rolle.
Vi fortsatte med medicinsk behandling ved siden af, at vi bad. Jeg afviser ikke medicinsk behandling. Jeg er læge, videnskabsmand, akademiker…
Den døde mand
Men en dag i 2007 blev dr. Crandall kaldt til operationsrummet til en mand, som allerede var stendød…
Det var den 53-årige mekaniker Jeff Markin. Han var faldet om i modtagelsen. En sort sikkerhedsvagt løftede ham op og bad Gud gribe ind, men på skadestuen forsøgte man forgæves at genoplive Jeff.
Hjerteteamet havde allerede arbejdet på at få hjertet igang i 30-40 minutter, før man tilkaldte Crandall. Da han kom ind, var der kaos på skadestuen – alle havde travlt med genoplivning, men patienten viste ingen livstegn. Han var helt sort.
– Jeg har aldrig set en mand så død, husker Crandall.
Personalet spurgte: ”Doktor – er der mere, vi kan gøre?”
Dr. Crandall sikrede sig, at alle retningslinjer var fulgt til punkt og prikke. Så gik han.
Gå tilbage og bed!
– Men på vej ud hørte jeg en indre stemme sige: ”Gå tilbage til skadestuen til den patient og bed!” Jeg svarede: ”Det kan da ikke være dig, Gud, der siger dette til mig. Der er jo ikke mere at gøre!” Så jeg fortsatte. Men ude på gangen hørte jeg den samme besked.
Jeg følte mig ikke specielt hellig eller åndelig den morgen, men jeg vendte om og gik ind på skadestuen, hvor døden nu herskede. Alle havde forladt rummet på nær en sygeplejerske, der skulle gøre den døde i stand. ”Hvad vil De her, doktor?” spurgte hun undrende.
Væk ham til live!
– Jeg gik hen til den døde og bad indvendigt: ”Gud, hvad skal jeg sige?”
Men jeg vidste nu, at hvis jeg åbnede munden, ville Helligånden tale gennem mig.
Jeg oplevede Guds Ånds nærvær i rummet og bad denne bøn: ”Gud Fader, jeg beder for denne mands sjæl. Hvis han ikke kender dig som Herre og Frelser, så væk ham til live igen, nu, i Jesu navn!”
Sygeplejersken så mærkeligt på mig. Hun var ikke troende. Men mandens arm røg op. Skadestuelægen kom ind. Jeg bad ham give patienten endnu et stød.
”Nej, doktor. De har afbrudt genoplivningen. Det er slut. Han er død,” sagde han.
”Vil du godt gøre det endnu en gang, for min skyld. Giv ham et sidste stød.”
Han satte elektroderne på igen og gav et stød – og straks var der en helt normal hjerterytme! Vi stirrede alle tre på monitoren. Så begyndte hans bryst at bevæge sig. Så bevægede hans hænder sig og så fødderne.
Hvad har De gjort?
Sygeplejersken råbte: ”Hvad er det, De har gjort? Hvad skal vi nu gøre?”
Jeg var selv i vildrede om, hvad der nu skulle ske med patienten, og om hvor alvorlige skader, han havde fået. Han var sandsynligvis hjernedød. Patienten blev overført til intensivafdelingen, og en anden læge overtog i weekenden.
Som affald
Mandag besøgte dr. Crandall patienten Jeff, som sad op i sengen og havde det fysisk godt, uden nogen hjerneskade. Men han var deprimeret.
– Jeg var i et evigt mørke, hvor ingen kom for at hjælpe mig. Jeg lå i en kasse, og så kom der nogle og smed mig ud som affald, fortalte han om sine oplevelser efter døden.
– Jeff, hvis du lader Jesus komme ind i dit liv som Herre og Frelser, så kan du få evigt liv og aldrig mere opleve dette mørke, sagde Crandall. Og dér på stuen tog mekanikeren Jeff imod Jesus, mens tårerne løb ned ad hans kinder.
I dag kommer han i en kirke og en bibelstudie-gruppe. Da hans eks-kone for 20 år siden blev kristen, forlod han hende og børnene. Men de blev ved med at bede for Jeff. Netop den dag, da Jeff var blevet erklæret død, sad datteren og bad for sin far. Gud hørte hendes bøn.
Bog på dansk
Crandalls dramatiske og åndeligt inspirerende historie er udkommet på dansk i 2013:
Chauncey Crandall:
Opvakt fra de døde.
216 sider, indb. 228 kr.
Hosianna.dk