Skolerne er lukkede, og Agnes sulter

Efterskoleelever fra Alterna besøgte Agnes og hendes familie.

Corona-virussen er også en realitet i Tanzania.

Det fortæller den danske missionær Ruben Holmgreen Falk fra New Life Outreach. Missionærerne er nu hjemme i Danmark, og Ruben Holmgreen Falk fortæller her om situationen i New Life’s skoler i Arusha netop nu.

Sådan så der ud på Agnes’ skole i februar, da Efterskolen Alterna var på besøg.

– Den tanzanianske regering valgte at lukke ALLE landets skoler den 17. marts. Grænserne er også blevet lukket, og al international lufttrafik er forbudt. Det anbefales at blive hjemme, holde god hygiejne ved hyppig håndvask og holde afstand til resten af befolkningen.

På nuværende tidspunkt er der registeret et tocifret antal døde og mange hundrede smittede, men man regner med, at der er et betragteligt mørketal i Tanzania. Man hører om folk, som bliver begravet i ly af mørket.

I Tanzania har man ikke det samme sikkerhedsnet, som vi kender det i Danmark med velfærdsordninger og dagpenge. De er derfor langt mere sårbare end vi er, og det har en langt større negativ konsekvens for deres tryghed og livssituation, forklarer Ruben Holmgreen Falk.

Sådan laver Agnes mad, når der er noget at lave mad af. I denne tid savner hun både skolen og den mad, hun får der.

Agnes’ hverdag

De fattigste familier er ekstra udsatte. Kampen for overlevelse er i forvejen voldsom, og corona-tiltagene er umulige at overholde. Det er Agnes, som er et af 210 fadderbørn på NLS’ skole, et godt eksempel på.

Agnes er 15 år gammel og bor i et træskur sammen med sin familie. Der er ikke vand indlagt i skuret – det skal hun hente 500 meter fra huset. Uden håndvask og vand er det svært at vaske hænder. Som fadderbarn på New Life Schools kan Agnes hver dag glæde sig til at få et måltid mad på skolen. Men nu er skolen lukket.

“Jeg savner mine venner, og jeg savner maden i skolen. Vi har ikke noget mad herhjemme, så jeg går tit sulten i seng,” siger hun.

Agnes bor sammen med sine søskende i et lille rum og deler seng med sin storesøster, som er syg. At holde afstand er ikke en mulighed, hverken inde eller ude.

Hendes storebror, som før tjente penge til at købe mad for, er netop blevet arbejdsløs. Agnes er et rigtig godt eksempel på, hvordan corona-virussen rammer de fleste i Tanzania.

Agnes deler et lille rum med sine to søskende.

Økonomisk udfordring

NLS har været tvunget til at lægge et nødbudget, der kan sikre de mange tanzanianske medarbejderes lønninger. Nødbudgettet sikrer deres lønninger til og med juni 2020, herefter er skolens penge brugt, fortæller Ruben Holmgreen Falk.

Selv om lønningerne fortsat skal betales, har de fleste af forældrene på NLS valgt ikke at betale skolepenge, når der ikke er undervisning. De fleste forældre har ikke råd til det.Værst går det ud over de mange elever, der som Agnes ikke får den daglige mad, tilføjer Ruben Holmgreen Falk. New Life Outreach opfordrer derfor vennerne til at yde ekstra støtte netop i denne tid.

Hannah og Egon Falk er i DK.

Det betyder corona for NLO i Tanzania

For New Life Schools betyder situationen lige nu, at skolerne er lukket, og alle elver og lærere er sendt hjem.

Alt arbejde med de evangeliske kampagner, bibelskolen, den lokale skole for ca. 850 børn, lokalt børnehjemsarbejde mv. er indstillet.

Hannah og Egon Falk er begge hjemme i DK på ubestemt tid. Det samme gælder Lena og Benjamin Harbo med 4 børn, ligesom en svensk familie med to børn nu er tilbage i Sverige.
Ingen ved, hvornår skolerne kan genåbnes, eller hvornår missionærerne kan vende tilbage, og de øvrige aktiviteter kan genoptages.

NLO er derfor udfordret økonomisk – ligesom de lokale skoler, New Life Schools. Corona-situationen har kostet 6-900.000 kr. Tabet kommer, fordi skolen er lukket ned og dermed går glip af skolepenge fra privatbetalende elever. Desuden kan Hannah og Egon ikke rejse rundt i USA og i Danmark på informationsmøder.