Ny musiklærer på LMs Højskole

Christian Sorth Mogensen er ansat som musiklærer på Luthersk Missions Højskole pr. 1. august 2020.

Siden 2016 har Christian Sorth Mogensen (28) været timelærer på LMH.

– Vi ser frem til samarbejdet med Christian, som vi jo allerede kender, siger forstander Henrik Nymann Eriksen. Christian Sorth Mogensen er 28 år, opvokset i Hillerød og bor sammen med sin hustru og deres halvandet år gamle søn i Vanløse.

Da højskolens fastansatte musiklærer, Ulrik Buch, havde et ønske om at gå ned i tid, lå ansættelsen af Christian Sorth Mogensen i en deltidsstilling lige til højrebenet.

– Det kommer helt sikkert til at give vores elever noget nyt og anderledes, at vi nu har to musiklærere, som kan sparre med og supplere hinanden, siger Henrik Nymann Eriksen.
Christian Sorth Mogensen er cand.mag. i musikvidenskab. I en periode fungerede han som musiklærer på Gammel Hellerup Gymnasium. Privat er Christian Sorth Mogensen leder af lovsangstjenesten i Københavnerkirken.

På LMH skal Christian Sorth Mogensen undervise i samtlige musikfag. Han vil forsøge at implementere aspekter fra musikproduktion og digital lyd i undervisningen. Som underviser er han drevet af spændingsfeltet mellem det teoretiske og praktiske. Han inkorporerer ofte øvelser fra fx hørelære i andre mere praktiske musikfag.

Musik har længe spillet en vigtig rolle på Luthersk Missions Højskole. I flere år har højskolen tilbudt et 10-måneders musikforløb for elever, der brænder for at gøre sang og musik til en del af deres fremtidige karriere.