Salmernes Bog som bønnebog
Bonhoeffer understreger, at bøn ikke bare er at udøse sit hjerte for Gud med ønsker, klager eller jubel. Formålet med at bede er ”at finde vejen til Gud med sit fyldte eller tomme hjerte og tale med ham.”
Bønnen begynder ikke med, at vi henvender os til Gud, men med at Gud taler til os gennem sit ord. Ligesom børn ikke kan lære at tale af sig selv, men fordi deres forældre taler til dem, ”sådan lærer vi at tale til Gud, fordi Gud har talt og taler til os.”
Salmernes Bog er en håndsrækning og en rettesnor for bøn. Salmerne giver os ord, vi kan bruge, og de sørger for, at vi ikke kommer til blot at bede for nogle yndlingsemner, men for alle de ting, Gud ønsker, vi skal bede om og har brug for at bede om. Ligesom Fadervor sørger for, at vi ikke bare beder om det daglige brød.
Bonhoeffer har gode pointer, men er også nogle steder lidt spekulativ. Ligefrem at tale om ”en gennemgang af Salmernes Bog”, som er bogens undertitel, er en overdrivelse. Den introducerer til Salmernes Bog som en bønnebog, giver en oversigt over temaerne i Salmerne og henviser til, hvilke salmer der især handler om de forskellige temaer.
Det er unødvendigt med to forord, både et til denne udgave og en tidligere. Ud af bogens 93 sider bliver der brugt 19 sider på en biografi om Bonhoeffer, som i alt for høj grad er skrevet ind i en tysk sammenhæng.
Dietrich Bonhoeffer: Bibelens bønnebog
93 sider. 99,95 kr. Logos Media