Kulturpersoner fortæller om deres kristendom

Forlaget Eksistensen er begyndt udgivelsen af en serie, hvor forskellige kulturpersoner fortæller, hvad kristentroen betyder for dem. De første to bind er allerede udkomne: Niels Brunses ”Tro er ikke viden” og Anne-Cathrine Riebnitzskys ”Tro i hverdagen”.

Tro er ikke viden

Niels Brunse meldte sig som helt ung ud af Folkekirken og brugte de næste mange år på at forsøge at holde fast ved sin manglende tro på Gud. Imidlertid erkendte han med tiden, at han var troende og endte med 28 år senere at melde sig ind i Folkekirken igen.

Bogen er bedst, der hvor Brunses personlige Gudsrelation skinner igennem, som når han f.eks. taler om det umulige ved at tale om Gud, da ”Ordet ”Gud” rummer mere end menneskesproget kan omfatte”, men fortsætter: ”derfor må vi tænke os hjulpet af netop det, vi ikke kan tale om” (s. 21), eller når han definerer synd som ”det, der tager tilliden fra et menneske. Herunder også tilliden til Guds kærlighed” (s. 46).

Men når han derimod skal sige noget mere alment – ikke mindst om visse kristnes fortolkning af troen – bliver læsningen direkte trættende og forfatteren ret selvafslørende og irriterende polemisk og fordømmende.

Her afslører han levn af en gammel, unuanceret ateisme. Han skriver f.eks. om kristne, der tror på alt i bibelen: ”hvis man tror bogstaveligt på alt, hvad der står i Bibelen, er man ikke rigtig klog” (s. 13) og om såkaldt højreorienterede præster, at de ”burde nok finde en hestevogn, der kan køre dem ud af det nittende århundrede” (s. 41).

Man får altså en noget dobbelttydig læseoplevelse.

Tro i hverdagen

Samme tvetydighed findes derimod ikke i Anne-Cathrine Riebnitzskys bog, der langt mere har karakter af et personligt vidnesbyrd. Hun fortæller ærligt og levende om, hvordan hun oplever, at troen hjælper hende i hverdagen, og hvordan Gud har lægt mange af de sår, hun fik i en svær opvækst.

Men der er ikke bare tale om en selvbiografi, hvor læseren får et indgående kendskab til en kendt forfatter, men om en bog, der øser ud af levet visdom på en måde, der kan blive meget frugtbart for den, der læser den.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her kan man finde hjælp til, hvordan man kommer ud af bitterhed gennem tilgivelse, der mere er en viljeshandling end en følelse. Man lærer, hvor vigtigt det er at skelne mellem skyld og ansvar, forstået sådan, at det, der bliver gjort mod dig, ikke er din skyld, men det er dit ansvar, at du forsøger at udbedre skaderne, som den anden har forvoldt.

Og så opfordrer hun læseren til at følge sit kald og bruge sine talenter i visheden om, at Gud ikke lægger ”evner ned i et menneske for at tvinge noget andet ud af formen” (s. 67).

Riebnitzsky er meget afbalanceret i sin fremstilling af, hvad der er gave, og hvad der er ansvar, for mig at se dog ind imellem med en lille slagside til ansvar. Til dette skriver hun imidlertid: ”Hvis du tror, at det er dit ansvar at gøre alting hele tiden, så stoler du ikke på Gud. Så stoler du på dig selv” (s. 103). Dermed er ligevægten intakt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Herfra skal blot lyde en anerkendelse til Eksistensen for initiativet til denne serie.

Niels Brunse: Tro er ikke viden
92 sider.
Anne-Cathrine Riebnitzsky:
Tro i hverdagen. 108 sider.
Pr. stk. 120 kr. Eksistensen