Sund spildtid
Det siges, at Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen, og at han kom med følgende svar: Jeg ville gå ud og plante et træ.
Jeg tror, at tanken bag svaret er, at man skal gøre det gode, uanset hvad fremtiden så holder for os.
At forvaltningen af skaberværket, at gøre det rigtige, og formaningen om at bruge vores talenter er gældende til enhver tid. Med lidt ”good will” berører det nok det, man kalder for pligtetik.
Men netop ”pligt” synes, i hvert fald for mig, at være en smal gangbro, hvor det mørke og brusende hav på begge sider truer enhver, der ikke træder varsomt, for der er kun én, der kunne gå på vandet.
På den ene side af gangbroen finder vi en fortærende frihed – en frihed uden ansvar, en ”frihed” der, som et ekko af faldet fra Edens have, og med tunge støvler marcherede gennem det 20. århundrede, runger inden i os alle sammen.
Korset bliver ikke taget op, der bliver ikke banket på døren, vingården rådner. Lysterne og jagten på lykke kan hurtigt overtage sindet, og i beruselsen er der fare for, at enhver overser, hvor vigtigt formål og pligt er for at bl.a. lykke overhovedet kan blomstre.
På den anden side af gangbroen finder vi en misforstået ide om pligt, hvor opkvalificering er et mantra, hvor ”spildtid” er den værste fjende, hvor stress nærmest er blevet et en æresmedalje. I farten og tempoet er der fare for, at man bliver fartblind – at det, man troede var korset, man bar, egentlig viste sig at være en rygsæk med døde sten, at døren man bankede på var til et slagtehus, at vingården var en ormegård.
Jeg synes at se flere og flere unge i dag lide under alt for mange byrder, alt for mange idealer, som de føler, de skal efterleve. At skammen over ikke at ville, gøre og ”være nok” fortærer livets gnist inde i flere.
Her kan ”spildtid” være en god ide, noget at overveje. Man kan spørge sig selv: Er det spildtid for en kriger at hele sit sår? Er det muligt, at ”spildtid” giver plads til refleksion, at man kommer til at spørge sig selv, hvor det er værd at gå hen, i stedet for at være fokuseret på, hvor mange skridt man tager? Er det muligt, at ”spildtid” er en nødvendig åndelig disciplin, en modgift til tidsånden?
Men hvad er så sund ”spildtid”, kan det være læseren spørger. Et bud kunne være at se tilbage igennem korsets linse til tidernes morgen, hvor Adam gik med Gud igennem Haven. Eller mere konkret: Enhver handling – aktiv eller passiv – der gør, at man giver slip og tager imod troen, håbet og kærligheden.
