Alpha-kurser fejrer 25 år i Danmark
I 25 år har de populære Alpha-kurser givet kirker og kristne fællesskaber mulighed for at række ud til almindelige danskere med aftner om den kristne tro. Og det er ikke slut endnu. Alpha er blevet revitaliseret med bl.a. video-oplæg og ægteskabskurser.
Det fortæller generalsekretær Karsten Bach.
– Alpha oplevede jo et dyk efter de første år, hvor vi fx i Danmark havde 200 lokale kurser.
Men nu er vi på vej op igen. Sidste år havde vi 71 kurser, fortæller Karsten Bach.
– Vi ser, at mange frikirker, valgmenigheder og sognekirker er gået i gang igen. Og missionsforeningerne kan også godt se, at kurserne kan bruges.
Karsten Bach nævner også, at det er blevet meget lettere at arrangere et Alpha-kursus, fordi der nu er video-oplæg tilgængelige til alle aftner, hvis man ikke kan overkomme at finde en foredragsholder til hver af de 11 aftner, plus en weekend, som et kursus normalt består af.
– Det er meget indbydende videooplæg på 25 min., som vi har gjort meget ud af få tekstet.
Alpha Danmark fejrer de første 25 år med en jubilæumsfest i Karlslunde Strandkirke den 12. september 2020. Her vil bl.a. de to vigtigste personer i opstarten, Helge Pahus og Bess Serner Pedersen, medvirke.
Læs mere: Alpha-fest i Karlslunde og Gospelfællesskab holder Alpha-kursus