Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen, Anne Maries Vej 16, 9000 Aalborg

Brev
– Gjorde jeg noget forkert?
Kære Orla Lindskov
Jeg kørte til et møde i Jylland, hvor du talte. Jeg havde en lang biltur; men jeg tænkte, at nu skulle det være. Jeg længtes efter at komme af med de smerter, som jeg havde gået med i flere år.
Efter at du havde talt, var der forbøn, og jeg gik frem og blev bedt for. Min lidelse og mine smerter forsvandt øjeblikkeligt, og de har ikke været der siden. Det er jeg og min familie selvfølgelig lykkelige for. Jeg har ikke haft én sygedag siden. Det gør mig bare lidt deprimeret at tænke på, at jeg selv i lange perioder bad for min helbredelse; men intet skete. Gud hører jo alle bønner. Gjorde jeg noget forkert?
En taknemmelig hilsen fra
B.E.

Svar
– Vi skal aldrig tøve med at bede om forbøn
Kære B.E.
Du gjorde ikke noget forkert, og dine bønner har ikke været forgæves. De har også medvirket til din helbredelse. Men der er to sider i denne sag, som jeg gerne vil komme ind på.
Den ene side er, at det synes som om, du har haft brug for nogen til at hjælpe dig med at holde fast i håbet og visionen om helbredelse. Det er så der, jeg kommer ind i billedet som for-beder. Jeg beder med på din bøn om helbredelse. Det er den hjælp, det ene menneske kan give det andet.
Jesus Kristus understregede sandheden af dette, da han sagde: – ”Alt hvad to af jer her på Jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” (Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 19).
Det er nemlig sådan, at den syge er meget tæt på sin egen sygdom og bliver fuld af tvivl og frygt. Forbederen eller vennen ser mere klart visionen om helbredelse og sundhed end den syge selv. Smerter og sygdoms-omstændigheder kan ofte svække troen på egen helbredelse. Tit har den syge også fået at vide, at sygdommen er uhelbredelig. Derfor skal man under sygdom aldrig tøve med at bede om forbøn og hjælp, hvis man føler, at man vakler.
Det er en stor hjælp for den syge, hvis der er en anden, der tror på og beder om helbredelse uden at give op.
Den anden side af sagen er den, som Paulus omtaler i 1. Korintherbrev kap. 12. Dette kapitel handler om Helligåndens gaver. Her beskriver Paulus de forskellige tjenester og nådegaver, som findes i menigheden, i kirken. Han fortæller, at der er nogle med nådegaver til at helbrede, og han fortæller også, hvordan alle de forskellige tjenester og nådegaver har brug for hinanden.
I menigheden, i Kristi legeme, er det altså sådan, at det, den ene ikke kan, det kan den anden til fælles gavn.

Brev
– Jeg fortryder
Til Orla Lindskov
Midt i min legemlige lidelse oplever jeg, at den frygt, der hele tiden angriber mig, er det værste for mig. Den får mig til at gøre ting, som jeg bagefter fortryder. Jeg oplever meget, at det er frygten, der styrer mig, og ikke Guds ord og løfter. Mon ikke det er den kamp, alle kristne står i, når de prøves med modgang?
Venlig hilsen Bjarne

Svar
Kære Bjarne
Frygten ligger og lurer i alle menneskers liv. Den angriber os stærkt under prøvelser, modgang og sygdom. Sådan er det bare. Men hvordan kommer vi af med frygten, så den ikke ødelægger vores liv?
For at komme af med frygten må vi påkalde Guds kraft og lade hans nærvær fjerne frygten.
I samme øjeblik, det går op for dig, at du er i frygtens greb, så lad være med at kæmpe i egen kraft for at komme fri. Tag det afslappet. Sig sandheden: – Frygten er i mig. Men der, hvor jeg er, der er Gud også. Bibelen lærer, at sandheden skal frigøre os. Frygten kan ikke fordrage sandheden. Når du bekræfter sandheden, vil frygten opløse sig, ligesom sneen smelter, når solen kommer frem.
Prøv det og hold øje med dit hjerte, Bjarne. Kend sandheden og hav tålmodighed med den åndelige proces, der udfolder sig i dig.

Min oplevelse
Helbredt for hjerteproblemer
Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne med denne oplevelse bekræfte, at Guds nærvær og helbredende kraft også er tilstede i dag.
I de seneste år har jeg døjet med hjerteproblemer og har været indlagt flere gange. Jeg har fået en del medicin. For ca. 2 år siden var jeg til undersøgelse på Aalborg Sygehus, og de fandt en indsnævring i en af mine årer ved hjertet. Men indsnævringen sad et sted, hvor der ville være stor risiko ved et operativt indgreb. Derfor blev jeg sat op i medicin. Men mine hjerteproblemer blev større og større, så jeg fik en tid på Aalborg Sygehus til undersøgelse og operation, nemlig den 28. august. Men efter en ny test i starten af juni, var min tilstand så alvorlig, at min indlæggelse blev rykket frem til den 30. juni.
Et mirakel
Jeg oplevede imidlertid et mirakel.
Da lægen den 30. juni ved forundersøgelsen inden operationen førte sit instrument ind igennem mine årer, blev han meget forbavset og sagde tre gange, at det, han så, var helt utroligt. Han sagde, at man skulle tro, at det var en helt anden mand, som lå på operationsbordet nu. Alt var forandret til det bedre. Min indsnævring og mine tynde og spinkle blodårer var fuldstændig forandret, og der var fuld blodgennemstrømning i mine årer. Lægen tog oven i købet min hånd og ønskede mig tillykke.
Men hvad var egentlig sket?
Jo, Gud havde grebet vidunderligt ind i min situation.
Orla Lindskov, du talte søndag den 11. juni i Kristent Centrum i Aalborg. Vi to havde byttet plads. Jeg skulle ellers have talt den aften. Ved slutningen af mødet under forbønnen følte jeg stærkt, at jeg skulle gå frem til forbøn. Der var under hele mit sygdomsforløb mange, som havde bedt for mig.
Du bad en dejlig bøn for mig om, at Gud måtte genoprette alt i mine blodårer og helbrede mit hjerte, og allerede i ugen, der fulgte, begyndte det at gå fremad. Men den lægelige bekræftelse fik jeg den 30. juni, da lægen og sygeplejerskerne så, hvad der var sket. Det var intet mindre end et mirakel.
Orla, jeg vil slutte med at sige dig tak for din ihærdige tjeneste rundt om i landet, hvor du forkynder evangeliet og beder for syge. Og til dig, som læser om dette mirakel, vil jeg sige: – Vær udholdende i bønnen. Gud vil aldrig forlade os, og Jesu sårmærkede hænder helbreder også i dag. Ham giver vi hele æren.
Gud velsigne dig, Orla Lindskov, og hele din familie.
Kærlig hilsen
Per Pedersen
Volstrupvej 89
Langagergaard
Volstrup
9300 Sæby.

Min oplevelse
Tak for forbøn
Kære Orla Lindskov
Tak for at du sendte mig den lille salveklud. Tak for forbøn.
Jeg lagde den lille klud på mit udslet og bad Herren Jesus om, at han ville tage udslettet væk, som jeg havde været plaget af så længe. Det forsvandt, og jeg har været fri for det siden.
Endnu engang tak for, at du ville bede for mig.
B.W.
Middelfart


Artiklen fortsætter efter annoncen: