Er et genvalg af Trump starten på verdens ende?

Af Iben Thranholm

Selvom meningsmålingerne indtil videre peger på Joe Biden som vinder af det forestående amerikanske præsidentvalg, så kom den kendte og populære teleevangelist Pat Robertson med en ret opsigtsvækkende profeti forleden i sit kristne tv program The 700 Club.

Pat Robertson sagde nemlig, at det er fuldstændigt sikkert, at præsident Trump bliver genvalgt.

Samtidig kom han med en grim advarsel om, at der kommer en bølge af vold efter valget og to mordforsøg på præsidenten. Robertson mener også, at genvalget af Trump vil starte en krig imod Israel, som Gud vil stoppe igen. Efter urolighederne vil der komme en særlig fredstid, som varer fem år. Men så vil en asteroide ramme jorden. “Det vil være en meget pludselig ødelæggelse.

Det vil ikke være en atomkrig. Vi vil ikke få lov til at sprænge jorden i luften”, sagde Robertson, som også mener, at verdens ende måske kommer efter asteroiden. Men det er altså genvalget af Trump, der sætter begivenhederne i gang.

Det er ikke første gang, Pat Robertson har forudsagt verdens ende. I 1976 sagde han, at verden ville gå under i 1982, hvorefter han i 1990 sagde, at det ville ske i 2007.

Om Pat Robertson har ret denne gang, ved kun Gud. Mange amerikanske kristne mener faktisk, at Trump er sendt fra himlen for at sætte orden på en kaotisk, moralsk korrupt og en i stigende grad anti-kristen politisk agenda. Trump er ikke bange for at tale om Gud i sine taler, ligesom han også har haft en klar pro-life (anti-abort) politik.

Der er derfor mange gode eksempler på, at Trump støtter kristne værdier og giver dem plads og indflydelse i samfundet.

Dog stiller jeg mig skeptisk over for den personkult, der har rejst omkring Trump, hvor han opfattes som en slags messias, uden hvem i Det Hvide Hus verden bryder sammen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kristne konger og kejsere har gennem historiens løb bestemt spillet en afgørende rolle i forsvaret af den kristne kultur og af kirken og har også været åndelige ledere for deres folk. Herhjemme kan vi se, hvor meget kong Valdemar’erne betød for, at Danmark blev en stærk kristen nation.

Men der afgørende forskel på dengang og nu. Førhen stod kirken stærkt. Ofte stærkere end kongerne. Den gør den ikke i dag. Kirken står svækket. Derfor sætter også mange troende i dag al deres håb til politikerne.

Vi lever i en tid hvor alt bliver gjort til politik. Selv kirkelige ledere optræder mere og mere som politikere. Den udvikling kommer Trump ikke til at vende. Det kan kun de troende selv.


Artiklen fortsætter efter annoncen: