17 fanger døbt i Mississippi
17 fanger i Mississippi Jail har valgt et nyt liv i troen på Jesus. Den lokale sherif ønsker dem tillykke med dåben på Facebook.
– Vi håber, at dette er en ny start, og at det vil forvandle livet for dem og mange andre, skrev den lokale sherif på Facebook, da 17 indsatte blev døbt.
Ialt 13 mænd og fire kvinder blev døbt i et fængsel i Mississippi i forrige uge, skriver Christian Headlines.
På sheriffens kontor i Coving-ton County i Collins fejrede man de mange indsattes dåb, oplyser NBC 12. Sheriffens Facebook-opslag viser da også billeder af de nydøbte. De fire kvinder var klædt i pink, og de 13 mænd var i stribede dragter.
Lykønskninger
Adskillige familiemedlemmer og venner ønskede deres pårørende i fængslet tillykke og fejrede deres dåb.
”Det er fantastisk, at I alle har valgt en ny vej. Vor Herre Jesus Kristus vil altid være der for at trøste jer og tage sig af jer. Men når han svarer på bøn, er det måske ikke altid det, I havde tænkt jer. Men stol på ham, han er den eneste Vej,” skrev én.
”Gud arbejder uanset sted og situation!” fastslog en anden.
Eks-fange laver kors
I den anden ende af landet har den tidligere indsatte Alfio fremstillet et godt 3 meter højt kors, som skal bruges af fængselsmissionen Hollywood Impact Studios, der arbejder i Los Angeles’ fængsler.
– Vi må værdsætte offeret, siger Alfio, ifølge Christian Headlines. Han forklarer, at det store kors skal vise ”den smerte, Jesus gik igennem”.
Alfio blev i sin tid arresteret over 50 gange, før han forstod, at han måtte vælge side.
”Jeg valgte Jesus Kristus. Han sagde: ”Følg mig, så vil det blive bedre, end du kan forestille dig,” siger Alfio. Han blev løsladt to år før, han havde afsonet sin 11 års fængselsstraf. Alfio og hans hustru producerer nu også nogle mindre, håndlavede kors til kirker.
Exit-arbejde i Hollywood
Hollywood Impact Studios blev grundlagt af Gary og Cyndi Hall i 2008. Formålet er at dele evangeliet med de indsatte i Los Angeles County Jail og samtidig lære dem en profession, så de kan tjene til livets ophold efter afsoningen.
HIS samarbejder med det lokale sherif-kontor og bruger tv-og filmkunsten til at forvandle liv ved at tilbyde træning, hvor professionelle fra Hollywood underviser og tilbyder mentor-forløb for mandlige fanger. Her hjælper de fangerne til at udvikle deres inddividuelle talenter, så de efterfølgende kan arbejde i en profession efter eget valg.
I næsten 20 år var Gary Hall senior vicepræsdient i 20th Century Fox. Han blev også inspireret af sit andet job som politibetjent og af hustruens tidligere job som socialarbejder til at gå ind i fængselsmissionen.
”Succesfuld re-integration og genforening fylder meget i dette arbejde, og Hollywood Impact Studios leder hver tirsdag programmet ’Alumni-Continuum’ i kirken Grace Baptist Church,” oplyser hjemmesiden.