Ateisten overgav sig først til Gud, da hun så Jesus…
Han så ud, ligesom i Netflix-serien AD Kingdom and Empire, siger hun.
Asrin fra Iran har været i Danmark siden 2005 og taler flydende dansk. Hun var ateist, men da hun oplevede Guds kraft og en Jesus-åbenbaring, overgav hun sig…
Asrin er født ind i en kærlig, iransk familie af høj status i Teheran. Faderen drev et stort arkitektfirma med mange ansatte, og de offentlige myndigheder var blandt kunderne.
Asrin blev gift med en mand, der var politisk aktiv i et demokratisk parti. Situationen blev ret hurtigt farlig for ham, så i 2000 flygtede parret til Norge sammen med deres lille nyfødte dreng.
De fik asyl og arbejde. Men efter fem år i Norge flyttede de til Danmark, hvor de endte med at gå fra hinanden.
Enlig mor med natarbejde
Asrin oplevede de følgende år som meget vanskelige. Hun havde natarbejde i et pakkeri, men kunne ikke sove om dagen.
Det var svært at være enlig mor under de forhold. Senere fik hun arbejde som tjener og som tolk, og hun tog en HF-eksamen.
Efter flere forgæves forsøg på at komme ind til politiet og dernæst jurastudiet, lykkedes det hende at komme ind på socialrådgiverskolen. Hun er nu snart færdiguddannet og har fået job ved kommunen.
Blev tolk i en kirke
– I 2015 kom der mange flygtninge til byen, og en dag spurgte en kristen kvinde, om jeg kunne tolke på søndagsmøderne for de mange flygtninge, der var begyndt at komme i kirken. Det ville jeg godt prøve, selv om jeg ikke brød mig om religiøsitet.
I et halvt år tolkede jeg så ofte, jeg kunne, men jeg var stadig ateist og skulle absolut ikke døbes sammen med de andre fra Iran og Afghanistan, fortæller Asrin.
Det var Gud, der tolkede
En søndag var Asrin meget træt og presset og kunne slet ikke overskue at skulle tolke. Ved starten af mødet sagde hun ud i luften: ”De siger jo, at du hjælper mennesker. Så må du godt hjælpe mig i dag”.
Prædikenen begyndte, og nu oplevede Asrin noget ekstraordinært. En kraft og en klarhed kom over hende og overtog hendes stemme. Samtidig var al træthed som blæst væk.
– Det var pludselig ikke mig, der tolkede. Ordene bare flød ud af mig. Og denne dag kunne jeg tolke hvert eneste ord – alt, hvad der blev sagt på dansk, fik jeg oversat ordret til farsi. Det gik vanvittigt godt. Det var noget igennem mig, der talte… Jeg var helt i chok over oplevelsen og vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om det hele, husker Asrin.
Jesus viste sig
Om eftermiddagen lagde hun sig for at tage en lur.
– Mens jeg sov, så jeg i en drøm Jesus stå i døråbningen til mit soveværelse. Jeg vågnede og slog øjnene op – og så ham i vågen tilstand ligesom i drømmen, han stod kun nogle få meter fra mig…!
Hvordan så han ud?
– Han havde brunt, halvlangt hår og skæg og var iført en brun kappe. Synet var lidt sløret, men tydeligt nok til, at jeg kunne se detaljer. Han lignede Jesus fra A.D. Kingdom and Empire, som jeg har set på Netflix.
Han sagde ingenting, han smilede kun… Jesus blev stående i lang tid, og jeg rejste mig for at ringe til to af mine venner fra kirken, der fejrede kobberbryllup og havde gæster. De kom over til mig senere på dagen, men nåede desværre ikke at se Jesus.
En glad kristen
Nu havde Asrin fået beviser nok. Hun gav sit liv til den Kristus, hun havde mødt ansigt til ansigt, og hun blev døbt.
– Inden jeg blev kristen, var mit liv mørkt, og jeg var selvoptaget. Nu er jeg omsorgsfuld og opmærksom på mine omgivelser, fortæller hun.
– At blive kristen betød også for mig, at jeg mistede venner. Men så har jeg jo fået andre venner. Mine iranske søskende er skuffede over mig. De forstår ikke, hvordan det er at være kristen. Jeg håber og tror på, at de kommer med en dag, siger Asrin og tilføjer:
Hver dag er et mirakel
– Hver dag er et mirakel! En tid havde jeg det økonomisk svært. Der skal mange penge til, når man også har bil. Men netop som jeg havde brug for det, ringede kommunen og tilbød mig job efter min praktiktid.
Engang kunne jeg ikke betale en regning, som jeg havde fået. Kort efter var der en i kirken, der gav mig en kuvert og sagde: ”Jeg har fået en åbenbaring om, at jeg skal give dig det her”. I kuverten lå der penge, der præcis passede med størrelsen på min regning.
Asrin er ud over kirken med i en netværksgruppe og sætter stor pris på det nære fællesskab.
– Vi er som en lille familie. Det er meget værdifuldt for mig, der ikke har nogen fra min familie her i Danmark. Jeg har ikke været i Iran, siden jeg flygtede – det er for farligt for mig.
Elsker juletiden
I det muslimske Iran anerkender man ikke kristne højtider. Men Asrin har elsket julen, lige siden hun forlod landet.
– Jeg elsker jul. Jeg har fejret jul hvert år, siden jeg flygtede, fordi det er en dejlig tradition.
Men efter at jeg er konverteret, har jeg fejret julen som en kristen, dvs. jeg har fejret Jesu fødsel.
Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg pynter til jul allerede i november. Jeg glæder mig til juleaften som et lille barn. Da jeg boede i Iran, holdt man ikke jul, men dengang var der heller ikke så mange kristne i Iran, som der er nu.
Hvad drømmer du om for fremtiden, Asrin?
– Jeg kunne godt tænke mig at arbejde som socialrådgiver i en hjælpeorganisation eller flygtningelejr – eller i kriminalforsorgen.
Jeg har arbejdet for Røde Kors som frivillig på Kærshovedgård i halvandet år, og jeg har været med i bibelcafeen i Bording. Jeg vil gerne gøre en forskel for mine medmennesker. Det er noget af det, jeg drømmer om, siger Asrin, der ud over dansk også taler farsi, kurdisk, afghansk og engelsk.