Tove Østermark: Kan vende tilbage til Poul Hoffmann igen og igen
Hvad læser du p.t.?
– Mest bøger, jeg skal anmelde, og fagbøger, men ellers er jeg i gang med at genlæse Poul Hoffmanns Sangen om Maria.
Hvilke kristne bøger har betydet mest for dig?
– Der er rigtig mange, men C.S. Lewis Det er Kristendom og Leif Andersens Ateistisk andagtsbog rager i hvert fald op. Fordi de er trosbekræftende. Det befriende ved Det er kristendom er, at der her bliver argumenteret for, at det giver mest mening at være kristen, man skal ikke være naiv eller holde op med at tænke selv. Egentlig ligger Ateistisk andagtsbog i forlængelse af den første. Der bakses med trosspørgsmål, og Leif Andersen er utrolig skarp og befriende i sine betragtninger – bare titlen, ikke!?
Hvilke romaner har du haft størst udbytte af at læse?
– Poul Hoffmanns, de historiske romaner. Han forstår at kombinere sin fantastisk store historiske indsigt med et nærmest profetisk klarsyn. Læg dertil et poetisk sprogbrug, som jeg ikke rigtig kan huske at have set hos andre.
Hvad var det første, du læste?
– Den første bog, jeg blev helt opslugt af, var Børnene i Nyskoven. Jeg husker stadig fornemmelsen af at have været i en helt anden verden.
Hvilken bog og cd (musikværk) ville du nødigst undvære?
– Uha, det er svært. Bortset fra Bibelen synes jeg, det skifter, men Poul Hoffmann kan jeg vende tilbage til gang på gang og få noget nyt ud af det. – Af musik er det nok Sigvart Dagslands udgivelser på Kirkeligt Kulturverksted, som har haft længst holdbarhed.