Om at leve med andres og egne fejl
Den tilgivelse, denne bog handler om, er ikke Guds tilgivelse af mennesker, men den tilgivelse, mennesker kan give og have brug for fra hinanden. Jeg vil sige, at den behandler, hvordan vi kan leve med andres og egne fejl.
Den definerer en række begreber: den betingede tilgivelse og den ubetingede tilgivelse, skyld og skyldfølelse, straf, nag, skam, skuffelse, bitterhed og hævn.
Den giver en klar og klog indsigt i, hvordan de forskellige begreber adskiller sig fra og griber ind i hinanden, og hvordan de opleves og påvirker både os selv og andre. De teoretiske udredninger anskueliggøres med eksempler.
Nogle gange bevæger Hanne Mejlhede sig lidt væk fra emnet tilgivelse. Men da hun kommer med væsentlige pointer til at forstå vores liv og samspil med hinanden, er det hende tilgivet.
Mest terapeut
Hanne Mejlhede er både teolog og psykoterapeut, og det psykoterapeutiske fylder mest. Hun henviser til Bibelen flere gange, men ikke for at trænge ind i, hvad Bibelen mener, men for at bruge Bibelen til at illustrere, hvad hun selv mener.
De bibelske beretninger betragter hun som myter og fortællinger, og hun vender sig imod at bruge Bibelen som sandhedsvidne, fordi man kan tolke den forskelligt.
Hanne Mejlhede: Tilgivelse.
181 sider. 249,95 kr.
Akademisk Forlag.