Julens glæde

Ernst Jessen
Torvegade 19a
6800 Varde

Juleaften samles hele familien, og far og mor glæder sig, – men dog kun med en fattig glæde sammenlignet med en endnu større glæde: Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig Jerusalem, for glæden ved enheden er et julebud: Kirkens, Jerusalems, enhed.

Med ordene: ”Næste år i Jerusalem” har jøderne i 2000 år udtrykt denne enhed. Og de er godt på vej i mål, senest er 500 etiopere kommet til Israel iflg. israelbladet Carmel.

Således er familiejulen, salmen og jødernes tilbagekomst åbenbaringsbilleder af Guds samlede kirke (Åb.21): Det ny Jerusalems komme ned fra Himlen, rede som en brud smykket for sin brudgom. Dette billede af kirkens enhed er en julepåmindelse for kristne om at bede lige så stærkt og vedholdende for kirkens enhed, som ønsket om Aliyah (tilbagerejse) har været for jøderne.

Det er også denne enhed, Jesus bad om i sin ypperstepræstelige bøn. (Johs. 17)
Naturligvis er enhed svært opnåelig, når én kirke bygger på pinseoplevelse, en anden på dåbssyn, andre anerkender helgener, skærsild og pave, osv. Ialt er der over 10.000 forskellige kirker på verdensplan.

Men Bibelen viser vejen til forsoning, for Israels ophav, Jakobs 12 sønner, var forskellige og ofte rygende uenige, alligevel opretholdt de landets enhed. Og Paulus taler om kristne som forskellige lemmer på samme legeme.

Og nu samles jøderne på utrolig vis igen i deres land, som et fysisk forvarsel om den samling af kirkerne til ét, til Jesu brud, som vil være et langt større under. Det må kirkerne have for øje. Det vidner flere om. Lad mig blot nævne to kvinder, Charlotte Rørth og Vassula Rydén.

Kærlighed er selvfølgelig nøgleordet til denne enhed, julekærligheden, så måske kunne man i højtiden på tværs af kirkeretninger samle tankerne omkring to mænd, der i lydighed og kærlighed gav deres liv for at herliggøre Gud (Jeg kender kun to, om hvis død Bibelen bruger udtrykket herliggøre Gud):

Apostlen Peter, der på Jesu bud blev korsfæstet i Rom (Johs.21,19), symboliserer den død, der ved syndefaldet blev menneskets lod, og som verden kalder uundgåelig. Den død døde også Jesus, og den død er Kirken bygget ovenpå.

Ikke som gravsten, men som evigt liv. For Jesus opstod som hovedhjørnestenen til denne kirkebygning, og alle vi andre opstår som sten til samme bygning ved den bekendelse, Peter også udbrød: Du er Kristus, den levende Guds Søn (Matt.16,16).