Om nådegavers brug i folkekirken

Agnethe Zimino, tidligere sognepræst

Johannes Magelund, som var sognepræst og nytænkende i 1970’erne vedr. nådegavernes brug i folkekirken, brugte i en af sine bøger om nådegaverne et billede, som gjorde indtryk på mig. Man ser to fugle. En udstoppet og en levende fugl. Under den udstoppede er der rent og pænt. Under den levende vil der altid være lidt skidt. En af grundene til, at nådegaverne ikke har haft sin gang i folkekirken, er frygten for fejltagelser. Frygten for misbrug i stedet for opmuntringen til ret brug.

Magelund skriver (efter hukommelsen): ”Hvad ville du helst foretrække? Den levende eller den døde fugl? Jeg vil foretrække den levende fugl frem for den kunstige.”

Misbrug af nådegaver og forkert brug skaber overskrifter og skaber ravage, som vi ikke bryder os om at være en del af. Vi vil heller ikke beskyldes for at være forfløjne pinsefolk. Vi er skam lutherske, er vi!

Vi har desuden i folkekirken en katastrofal mangel på undervisning.

Hver kirke burde have ”Bibelen Rundt” grupper, som vi har det i Allehelgens Kirke på Amager, hvor vi læser Bibelens tekster sammen og for øvrigt får utrolig gode samtaler om Bibelens ord i relation til vores ganske almindelige hverdag. Bibelundervisningen skulle selvfølgelig så også indeholde en god gennemgang af de nådegaver, som vi finder omtalt mange steder i vores Bibel. Om ret brug og undervisning i de faldgruber, som kan krybe ind, så det ”skidt” kan undgås, som Magelunds illustration så rammende beskriver.

Vi er jo mennesker og kan derfor falde i fristelse til at komme alt for meget i centrum og dermed ødelægge nådegavernes rette brug.

En svensk sognepræst, Åke Danielson, har været mit forbillede. Jeg spurgte engang Åke, som var præst i den største folkekirke i Helsingborg, hvad han sådan gik og lavede som præst. Åke svarede: ”Tja, hvad laver jeg? Jeg går vist i grunden mest og klapper folk på skulderen!”

En del folkekirkepræsters problem er, at vi ikke sætter menighedens medlemmer fri til at bruge deres nådegaver. Jeg begyndte i begyndelsen af min præstetid med at suse rundt med risiko for at få stress, fordi jeg troede, jeg skulle gøre det hele. Jeg forstod dog pludseligt, at en af mine opgaver som præst var at være med til ved Helligåndens hjælp at fremelske nådegaver i mennesker, så vi sammen kunne bygge menighed.

I Efeserbrevet kap. 4 vers 11 – 14 står der: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.”

Som præster er opgaven ”at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op”. Åke og andre præstekolleger som f.eks. Helge Pahus og Ole Skjerbæk Madsen har inspireret mig til at prøve at spotte, hvilke nådegaver Guds Ånd har udrustet mennesker med, for kirkegængere ønsker i grunden at bidrage. Vi har i folkekirken haft en tendens til at lade folk have et kirkebænke-embede i stedet for, at vi sammen bygger menighed.

Sammen er vi Kristi legeme, og lemmerne er bestemt til at supplere hinanden. Sammen bygges kirken i Helligåndens kraft. Den norske præst Karsten Isacsen skriver om menigheden, at den ofte bliver Guds publikum. ”Hvad er et publikum? Store øjne og ører og mund og mave. Ingen arme og ingen ben. En god siddeplads med billetten betalt, med chips og forventninger, der mere ligner krav: Jeg har krav på at blive underholdt!”

Det ville klæde folkekirken, at flere var engageret i søndagens højmesse – udover præsterne. Det ville fremme unges deltagelse i gudstjenester, at de fik opgaver – at konfirmander f.eks. blev inddraget, og at vi ikke ”kun” vaccinerede unge mod kirkegang ved at kræve et bestemt antal gudstjenester af dem på et tidspunkt, hvor de endnu ikke var klar til en voksenanlagt højmesse.
Derfor er gudstjenester af forskellig slags vigtigt.

I Korsvejskirken oplevede vi vækst – ikke mindst pga. Alpha kurser, hvor grunden til kristentro blev lagt, men hvor også undervisning i ret og sundt brug af nådegaver var på programmet.
Desuden blev de nye, der kom til tro på Jesus, engageret i menighedslivet – ikke mindst fik de lyst til det efter undervisningen om Helligånden, der udruster os til tjeneste. Hurtigt kom nye i troen desuden med på de alternative messer ”Krop, sind, ånd” messer eller ”Mystikkens Univers”, hvor de sammen med andre forbedere var med til at bede med håndspålæggelse for flere hundrede mennesker i løbet af en weekend.

”Vi har i folkekirken haft en tendens
til at lade folk have et kirkebænke-embede
i stedet for, at vi sammen bygger menighed.
Sammen er vi Kristi legeme, og lemmerne
er bestemt til at supplere hinanden.
Sammen bygges kirken i Helligåndens kraft.”

Hjemme i kirken sad der derefter ofte nogen af dem og bad for en eller flere efter gudstjenesten. De gjorde det som det mest naturlige af denne verden. De vidste ikke, at det ikke var noget, man plejede at gøre som kirkegængere. I kirken havde vi en studiekreds, hvor nådegaverne blev gennemgået og praktiseret. En gruppe kaldte sig selv ”profetgruppen”, fordi de der blev undervist om profetiske gaver, og hvor de i en mindre kreds fik lov at praktisere, hvad de havde fået undervisning om.

Efter et Alpha kursus spurgte vi altid, om der var nogle, der havde lyst til at medvirke med et eller andet i menigheden. En forårsagede, at et stort gospelkor blev startet. En ønskede at begynde en besøgstjeneste. Nogen var med på de efterfølgende Alpha kurser som gruppeledere eller gruppelederassistenter. Nogle brugte deres nådegaver til at tage sig af praktiske ting mht. kirkekaffe, madlavning osv. Vi fik startet gudstjenester for unge med udviklingshæmning, hvor der var nye i troen med som hjælpere.

Gruppen af Alphister blev spredt efter kurserne i forskellige dele af kirkens liv, så de nye i kirken klumpede sig ikke sammen i en ”from” klike. Nogle var deltagere og medhjælpere i en fælleskirkelig sommerlejr, og det smittede af på frivilligheden i kirken derhjemme.

Nådegaverne blev ikke betragtet som usædvanlige gaver, som kun nogle få kunne få og bruge. Der blev ikke lagt så megen vægt på forskelligheden i de naturlige gaver, vi har fra fødslen, og de gaver, som på os virker mere overnaturlige – bøn for syge, profetiske gaver, kundskabsgaver etc.

Paulus skriver, at vi alle får en nådegave, hvis vi vel at mærke ønsker at åbne os for Guds Ånd. Vi kalder nogle nådegaver de karismatiske gaver, som om alle de andre gaver ikke er lige så værdifulde. Ordet karismatik kan af nogen udenforstående forstås som noget meget mystisk og underligt. Det ord skal forbeholdes teologer.

Hvorfor er nådegaverne næsten usynlige i almindelige sognekirker?

Forkyndelsen af Helligåndens udgydelse til tjeneste bliver alt for lidt forkyndt. Frimodigheden hos os præster og dermed også hos menigheden mangler i den grad. Da disciplene oplevede, at Jesus var opstået fra de døde, sad de stadig bag lukkede døre på grund af frygt for forfølgelse. Det var først, da Helligånden kom over dem på pinsedagen, at de ikke kunne tie med, hvad de havde set og hørt. Da fik de frimodighed. Da blev der bygget menigheder. Da fængede budskabet om Jesus som frelser og Herre. Da kom nådegaver i funktion.

I Bibelen oplever vi så også, at der var menigheder, hvor nådegaverne blev brugt forkert. Sådan vil der altid være en læreproces, og der vil være lidt ”skidt” at få fjernet undervejs. Vi er disciple og altså i lære hos Mesteren. Når Helligånden får fat i os, og kærligheden iblandt os bliver stor, så kan nådegaverne først trives og blive brugt sundt og godt. Paulus’ første brev til Korintermenigheden kap. 12, 13, 14 illustrerer det så fint. Uden kærligheden som ”kødet” i midten fungerer nådegaverne ikke i den sandwich, som er sund kost.

Måske lyder det, som om alting var fryd og gammen i Korsvejskirken, hvor jeg var sognepræst i de sidste 17 år af min tid som præst. Vi oplevede det Guds under, at Helligånden virkede, og søndagsmenigheden voksede, og der foregik meget godt i ugens øvrige dage, men selvfølgelig var vi ikke ”en karismatisk menighed”, hvor nådegaver trivedes fuldt og helt, og der blev begået fejl, som jeg godt kunne have undværet, når jeg tænker på det i dag.

Men herlige tider var det nu.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino