Outdoor-kursus på Børkop Højskole

Anders Erbs glæder sig til at se outdoor-entusiater i alle aldre på bibelkursus i sommerferien.

Børkop Højskole tilbyder nu et kort udendørs-kursus, som også er et tilbud til familier.

– På skolens lange kurser har vi erfaret, at særligt kajak- og klatretilbud tiltrækker rigtig mange elever.

Vi har en forventning om, at der vil være en efterspørgsel på outdoor og naturoplevelser i et kristent fællesskab, også iblandt den generation, der måske ikke kan bruge fem måneder på et af vores lange kursustilbud, siger Anders Erbs, der er kursusansvarlig.

På outdoorkurset kan man vælge et af to mulige spor: kajak eller klatring.

Også for ægtepar

Det vil også være oplagt for ægtefæller at tage sammen på det nye kursus. ”Vi drømmer om at se ægtefæller, mødre og fædre, måske sammen med deres teenagere, tage afsted på bibelkursus denne sommer. Vi synes selv, vi har et rigtig godt tilbud,” udtaler Anders Erbs.

Outdoorkurset, der tilbydes i uge 26, vil forløbe sideløbende med et Krea-bibelkursus, som Børkop Højskole i forvejen har stor succes med at afholde. Til bibeltimer og forplejning vil outdoor-kursisterne være sammen med deltagerne på krea-kurset.

Forstander Robert Bladt udtaler: ”Vi har oplevet stor tilslutning til vores Krea-bibelkursus, og vi vil gerne udnytte muligheden for at invitere bredere og give endnu flere mulighed for at komme på bibelskole i sommerferien”.