Israels ambassadør korrigerer Politiken

Avisen vildleder læserne med anti-israelsk propaganda, skriver Benny Dagan på FB.

– Israel har vaccineret mange palæstinensiske fanger, hvoraf nogle står bag mord på civile israelere, skrev ambassadør Benny Dagan på Facebook den 1. marts.

Organisationen Med Israel For Fred beskriver på sin hjemmeside, hvordan de i november 2020 lavede et fakta-tjek på en anti-israelsk kronik i Politiken. Nu har MIFF oversat ambassadør Benny Dagans facebook-opslag om Israels vaccinepolitik.

Den 1. marts i år skrev MIFF på baggrund af flere artikler i Politiken: ”Det ser ud til at være Politikens politik ikke at ville dække Israel på en sober eller afbalanceret måde”.

MIFF henviser til en kronik fra 18. november, hvor formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV), Fathi El-Abed, i en kronik i Politiken blandt andet skrev, at ”Israels blokade kvæler alt liv i Gaza”.

Den 19. november lavede MIFF så et fakta-tjek af påstandene i kronikken, men dette nægtede avisen at trykke.

Vaccine-sag blev til anti-israelsk propaganda

Tendensen fra 2020 synes at fortsætte i år, hvor MIFF den 18. februar kunne fortælle, at Politiken nægtede at bringe et svar fra Israels viceambassadør på en ”rå anti-israelsk propaganda bragt i avisen den 8. februar”.

Nu er det så sket igen, fastslår MIFF og citerer Israels ambassadør, Benny Dagan, der den 1. marts skrev på Facebook (her i MIFF’s oversættelse):

”Politiken fortsætter i dag sin onde kampagne mod Israels vellykkede vaccine-udrulning. Avisen udviser dårlig journalistik og dømmekraft:

Ingen israelsk embedsmand blev bedt om at besvare de grundløse anklager mod Israel, og ingen officiel israelsk talsmand citeres om indholdet i dagens artikel!”

Benny Dagan fortsætter med at påpege, at Politiken i artiklen har skjult fakta, som er blevet rapporteret udførligt i internationale medier om, at alle borgere i Israel,uanset om de er jøder, arabere, muslimer, kristne er inkluderet i det nationale vaccine-program.

Fjenderne er også blevet vaccineret

”Israelske og palæstinensiske fanger er blevet vaccineret, inklusiv palæstinensiske terrorister, som har myrdet israelske civile; titusinder af palæstinensere i Øst-Jerusalem (defineret af Politiken som besat) vaccineres, selvom de fleste ikke er israelske statsborgere,” skriver Dagan i MIFF’s oversættelse.

Ambassadøren pegede i opslaget også på, at over hundrede tusind palæstinensiske arbejdere i løbet af de næste par dage skulle blive vaccineret som resultat af et tidligere topmøde i Ramallah mellem israelske og palæstinensiske repræsentanter.

Desuden vil Israel gøre det lettere for palæstinensere i Gaza og Vestbredden at få leveret vacciner fra en tredje part.

”Faktisk har Israel allerede vaccineret flere palæstinensere end noget andet land (og der bor millioner af palæstinensere i arabiske lande og andre steder),” hedder det i oversættelsen.

Efterlyser objektiv dækning

Israel arbejder hårdt – i samarbejde med andre lande, inklusiv Danmark – for at øge vaccineproduktionen, tackle den globale vaccinemangel og garantere maksimal forsyning, der kan hjælpe med at imødekomme behovet. Men dette fremgår ikke af Politikens dækning af sagen, fastslår ambassadøren.

”Der er en god grund til, at Politiken har afstået fra en professionel dækning af emnet: Fakta og ærlig rapportering ville frustrere dets bevidste forsøg på dæmonisering af Israel.

Godt at se, at andre ​​danske medier dækker emnet på en objektiv og professionel måde!” skriver ambassadøren i opslaget.

Benny Dagan henviser her blandt andet til Reuters, som den 28. februar bragte en større artikel (på engelsk med titlen ”Israel plans COVID jabs for Palestinian labourers and settlement workers”) som netop handler om, hvordan Israel vaccinerer palæstinensiske ansatte.