10 år med Tro og Fodbold
Tro, fodbold og fællesskab. Sådan lyder de tre nøgleord, som har gennemsyret alt Kirkeholdets arbejde, siden klubben blev dannet i 2011.
På Kirkeholdet i Vrå i Nordjylland er græsset altid grønnere. Sådan cirka. Fodboldholdet, der gennem årene har forenet et utal af fodboldglade mænd og skabt fællesskaber på tværs af trosretninger, har netop haft sit første runde jubilæum.
Aktiviteterne på Kirkeholdet har udviklet sig med årene, så man nu i højere grad også er aktiv uden for grønsværen. I hele Kirkeholdets levetid har således over 200 spillere løbet på banen iført Kirkeholdets blå/hvide trøje.
Martin Eckhardt Daugaard var manden med visionen bag Kirkeholdet – og han fik hurtigt andre med på idéen om at skabe et anderledes fodboldhold.
– Kirkeholdet er et hold, hvor vi stræber efter, at de kristne værdier skinner igennem både på og udenfor banen. Vi holder andagt før hver kamp, hvor vi blandt andet beder for vores modstandere på banen, at de ikke må komme til skade. Vores ideal er at behandle alle fair og respektfuldt, selv dommeren, siger Martin med et smil, inden han uddyber.
– Det handler om at vise næstekærlighed over for andre. Vi ønsker at være et unikt fællesskab, hvor vi giver folk en bevidsthed om, at de er elskede og værdifulde som mennesker og holdkammerater, uanset hvor gode de er på en fodboldbane.
Læs resten af artiklen her på udf.nu