En stemme kaldte tre gange på asa-troende Kenneth: Gå ind i kirken!

Vikinge-tatoveringer på begge arme, skuldre og på ben og brystkasse.

Kenneth Andersen Kongsaa har måske ikke flere tatoveringer end mange andre 31-årige. Men han har nok flere med de nordiske guder, end de fleste.

Blotende asatroende

I fem år var den københavnske mand nemlig asatroende med liv og sjæl. Asatroen er en tro på de gamle nordiske guder, hvor man bloter – altså ofrer – dyr, smykker og mad til dem. Det normale er at blote fire gange om året ved jævndøgn, midvinter og midsommer.

Men Kenneth Andersen Kongsaa blotede langt oftere end det, dyrkede den nordiske vikingemusik, bad til Odin og udførte runemagi.

– Jeg oplevede en stærk åndelig tilstedeværelse, når vi blotede, fortæller han.

Hash og vold

Inden asatroen kom til, havde han i teenageårene og de tidlige ungdomsår haft problemer med især hash og vold. Men også meget druk og noget kokain prægede de år. Desuden hang han i udkanten af banden Triggers, som gik med våben.

Han forsøgte at gennemføre gymnasiet, men det lykkedes ikke for ham. Bagefter kom han i Beredskabsstyrelsen, men finanskrisen gjorde det også vanskeligt at få job som brandmand.

Fitnessinstruktør var heller ikke lige det, han havde drømt om, så han endte med sit eget multiservicefirma, hvor han primært lavede murerarbejde.

– Der er jo mange, der har haft værre liv end mig, konstaterer han alligevel.

Hadede kristendom

Selvom Kenneths familie ikke var troende, havde især hans mor en tro på, at der var en åndelig verden. Han havde flere uhyggelige overnaturlige oplevelser i løbet af sin barndom og ungdom.

Desuden hørte han meget indianermusik, som han kalder det – og også sådan noget asiatisk stemmebåndsmusik, som var noget af det, der ledte ham over i vikingemusikken. Det var den musik, som var Kenneths indgang i Asatroen.

Forskellige omstændigheder betød, at Kenneth Andersen Kongsaa som 25-årig måtte flytte hjem til sin mor i Ringsted. Hun var på det tidspunkt kommet i kontakt med en kirke. Det var bestemt ikke noget, som passede Kenneth. Hverken at bo hjemme, eller kontakten til kristendommen, som var meget langt fra det, han var vokset op med.

– Jeg hadede alt ved kristendommen, og jeg svinede både de kristne og deres Gud til. I dag tænker jeg, at han nok tænkte sit, da jeg gjorde det. Det er godt, at han er en nådig Gud, siger Kenneth Andersen Kongsaa.

Lejlighed i en kirke

Men alligevel var han så træt af at bo hjemme, at han sagde ja til en lejlighed ved siden af den frikirke, som hans mor var begyndt at knytte sig til. Det var dog ikke lige skønt hele tiden. Når han kom væltende hjem i en brandert efter at have festet hele lørdag nat, kunne han ikke holde søndagens lovsangsmusik ud.

– Så satte jeg vikingemusik på mine højtalere på fuldt drøn og vendte dem indad mod kirkesalens mur, der var lige opad mit værelse, fortæller Kenneth med et lidt undskyldende grin.

En tydelig stemme

En dag, da han sad og bad til Odin og hørte vikingsmusik, skete der noget mærkeligt.

– Jeg hørte en stemme, som var lige så tydelig, som min stemme er nu, fortæller han.
Stemmen sagde: ”Kenneth, gå ind i kirken!” Kenneth Andersen Kongsaa blev noget overrasket over den besked, men gjorde ikke noget. Kort tid efter lød den igen.

– Så tog jeg mine høretelefoner af, men jeg kunne ikke høre noget inde fra kirkerummet, og da jeg kiggede ud af vinduet og døren, var der ikke nogen, husker han.

For tredje gang kaldte stemmen på ham, og han gav op og gjorde, hvad den bad om. Han gik ind i kirkesalen, hvor præsteparret og deres datter stod og bad.

– Jeg lagde mærke til, at Jan (præsten) stod med tårerne løbende ned ad kinderne og hånede ham for det indvendigt, husker Kenneth.

En brændende følelse

Men han gik kun til dørkanten – også selvom præsteparrets datter inviterede ham indenfor. Det åndelige nærvær i rummet gav ham kvalme, og han følte, at det brændte indeni ham.

Da Liv Andersen, som sammen med sin mand er præst, bad for en kvinde i rullestol, som pludselig kunne gå, stormede Kenneth tilbage til sin lejlighed.

– What the flip var det, jeg lige havde set? Jeg blev nødt til at sætte vikingemusik på for at håndtere min forvirring, forklarer han.

De forvirrende oplevelser fortsatte hen over vinteren 2015. Kenneth Andersen Kongsaa var nemlig blevet ramt af godartede tumorer i knæet. De var smertefulde og skulle jævnligt tappes for væske, og han ventede på at blive opereret.

Bed bare løs

En dag mødte han Liv Andersen, som udover at være præst også var hans udlejer – og boede i den anden ende af kirkebygningen. Hun spurgte til hans knæ og tilbød at bede for det. Noget fik Kenneth til at svare ja.

– Hun lagde sin hånd på mit knæ og fortalte, at hun bare ville bede Jesus om at helbrede det. Hun fortalte, at hun ikke kunne love, at han gjorde det, men at hun troede, at han ville, husker Kenneth.

Han havde også blotet til de nordiske guder for helbredelse i knæet og også oplevet lidt bedring den vej. Men få dage senere var smerten og hævelsen alligevel vendt tilbage.

– Jeg sagde til Liv, at hun bare kunne bede løs, og det gjorde hun så, fortæller Kenneth.

Da hun sagde amen, forsvandt alle smerter og hævelsen. Og den forfærdede unge mand flygtede igen ind i sin lejlighed ude af stand til at helt at forholde sig til oplevelsen.

Tvivlede på Odin

Det blev startskuddet til at stille spørgsmålstegn ved den tro, han ellers havde identificeret sig med i sådan en grad, at han blandt mange gik under navnet Vikingen. En tro, hvor den eneste sikre vej til Valhalla var en død i kamp.

En tro, som sammen med interessen for Vikingetiden fik ham til at bruge masser af timer på vikingespillene i Frederikssund. Et sted, hvor også mange andre asatroende holdt til.

Tvivlen gjorde ham deprimeret, for hvis hans fundament i livet var forkert, hvem var han så? Og hvad var egentlig meningen med livet?

Samtidig blev han bedre venner med præsteparret, som havde et åbent hjem, hvor mange mennesker kom og gik. Og særligt blev Kenneth Andersen Kongsaa bedre venner med deres datter Pernilla Andersen. Her voksede en gensidig interesse frem, men hun ville have en kristen mand, så det forblev på venskabsstadiet.

– ”Jeg tror, at jeg stopper med at ryge”, sagde jeg til mine venner i Frederikssund.
”Gud hjælper mig”, forklarede jeg. De spurgte, om jeg ikke var asatroende.
”Det ved jeg ikke”, svarede jeg.

Selvom Kenneth så småt var blevet interesseret i kristendommen, var han meget bange for, at Odin ville straffe ham, hvis han skiftede tro. Men snart ville han stå overfor så stærke oplevelser, at han ikke længere kunne vente.

En djævel i spejlet

Det hele begyndte med en meget voldsom drøm. I drømmen var han overbevist om, at der var en dæmon indeni ham og ringede derfor til Liv. Hvorfor han ringede til Liv og ikke nogen fra hans asatroende cirkler, ved han ikke.

Så befandt han sig i en mørk kælder, hvor han kiggede ind i et spejl. Fra spejlet kiggede en djævel ud på ham med røde øjne.

– Jeg havde et kors i hånden og sagde noget på latin. Jeg kan ikke tale latin, men vidste alligevel, at det var det sprog, jeg talte. Og det fik djævelen til at vende om og gå sin vej, husker Kenneth Andersen Kongsaa.

Derefter drømte han, at Liv kom ned ad trappen, samtidig med at den dæmoniske skikkelse trådte ud af spejlet igen og gik til angreb på ham. Den havde form som halv drage, halv engel, og Kenneths fysiske styrke nyttede ingenting mod den. Han blev kastet rundt i rummet og oplevede, at han var magtesløs, men Livs ord havde magt over djævelen.

Bange

Klokken fire om morgenen vågnede han badet i sved med smerter over hele kroppen og en arm, der var hævet.

– Selvom jeg tidligere har været blandt folk, der gik både med pistoler og kniv, har jeg aldrig været så bange i mit liv, forklarer han.

Pernilla Andersen havde været på nattevagt, og Kenneth kunne derfor fortælle hende om drømmen, inden han kørte op til dagens dont i vikingespillene i Frederikssund. Hun viste ham i Bibelen, hvordan djævelen både er omtalt som lysets engel og den gamle drage – og det gjorde stort indtryk. Desuden spillede hun lovsangen ”Mit hjerte som bolig” for ham, og den rørte ham meget.

Et bevis for Gud?

På køreturen mod Frederikssund gav han sig til at tale med Gud i bilen.

– Jeg må have lydt helt imbecil, for jeg sagde bare alt muligt, husker Kenneth.
Blandt andet bad han Gud om at bevise sin eksistens ved at få ham til at stoppe med at ryge. For det havde han forsøgt så mange gange uden succes. 10 sekunder efter fik han en stærk brændende fornemmelse og en mistet lyst til at ryge.

– ”Jeg tror, at jeg stopper med at ryge”, sagde jeg til mine venner i Frederikssund. ”Gud hjælper mig”, forklarede jeg. De spurgte, om jeg ikke var asatroende. ”Det ved jeg ikke”, svarede jeg, genfortæller Kenneth.

Et møde i regnvejret

Da han kom hjem om aftenen, skulle hunden luftes i den øsende regn. Her oplevede han en voldsom kraft og en ild, der brændte i ham, så han troede, han skulle dø. Samtidig mærkede han en kærlighed fra Gud og oplevede, at Gud sagde, at han selv måtte vælge troen til eller fra.

– Jeg oplevede, at jeg skulle forsage djævelen og sige asatroen fra – og jeg bad Gud om at tage mit hjerte som bolig, forklarer Kenneth, som på det tidspunkt lå på jorden og kun kunne holde sig oppe med armene.

Hans øjne var nærmest blindede, mens han bad om tilgivelse for alle de gange, hvor han havde gjort nogen ondt, og han gav sig selv til Gud for altid. Bagefter nærmest kravlede han ind på sit værelse, og synet begyndte så småt at vende tilbage.

Han stortudede, og bagefter var han flad af grin. Det var som om alt var så virkeligt og farverne stod så klart, han følte sig fri fra den smerte og mistillid til verden, som havde præget hans liv.

Helt forfra

Derefter begyndte han at studere kristendommen. Han følte sig som et lille barn, som måtte lære alting forfra i en proces, hvor en hel del venner også faldt fra i svinget. Det gjorde Pernilla til gengæld ikke. Hun var den første til at høre om hans nye tro og er i dag – små fem år senere, – hans kone og mor til hans søn.

Til april starter han på gartneruddannelsen.

– Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, var det ikke lige der, jeg var endt. Men efter jeg har lært Gud at kende, har jeg fået mere ro indeni og er kommet mere ned på jorden. Jeg værdsætter naturen og skaberværket mere, forklarer han.

– Nu forstår jeg også det syn, jeg har haft siden jeg var barn. Her så jeg en mand for mig, og der blev sagt, at han ofrede sig for hele verden. Jeg troede, det var mig, men forstod det ikke. Nu ved jeg, at det var Jesus, slutter Kenneth Andersen Kongsaa.