– Det blev et eventyr med Jesus

Sunniva Østerø fra Færøerne fik et kald til at tage på skibsmission. Så i januar 1999 tog hun med et OM-skib ud på en 2 år lang tur, som hun aldrig glemmer.- I januar 1999 tog jeg ud med det ene af OMs (Operation Mobilisering) missionsskibe, Doulos, fortæller Sunniva Østerø. Og det var i en klippefast tro på, at Gud nok skulle give pigen fra klipperne styrke:

Køen til at besøge boghandlen ombord var tit meget lang. Her har Doulos lagt til kaj i Lae, Papua New Guinea

– Flere gange har jeg fået spørgsmålet, hvorfor jeg tog med på Doulos. Det korte svar er, at Gud sendte mig. Jeg kunne godt have sagt, „Nej Gud, ikke 2 år på et skib langt borte fra min familie, mine venner og dejlige trygge omgivelser“.
– Men Gud gav mig styrke til at tage skridtet i tro på Ham og sige: ”Ja, Gud, jeg vil – men jeg har brug for din hjælp”, siger hun.
Og det gjorde altså, at hun kastede sig ud i den 2 år lange tur på den 89 år gamle Doulos – et OM-missionsskib.

Mission på en anden måde

Men sejladsen var faktisk ikke, som hun havde forventet:
– En af mine forventninger var, at nu skulle jeg ud og missionære hver dag de næste 2 år – men i stedet fik jeg et 9-til-5 job som rengøringsleder med masser af overarbejde, fortæller hun med et smil på læben.
Hun fortæller, at sådan er det faktisk: alle ombord arbejder 40 timer pr. uge med madlavning, rengøring, tøjvask, opvask og almindelig vedligeholdelse – for at skibet kan fungere.
Men sådan er det kun de første 5 dage i ugen. En dag har de fuldstændig fri, og så har de også den såkaldte ”evangeliserings-dag” (E-dag).
– En typisk E-dag er at besøge kirker, hospitaler, skoler, børnehaver, alderdomshjem og fængsler. Vi evangeliserer også på gaden og så deltager vi i nogle af de ”events”, som bliver arrangeret ombord for den lokale befolkning.

Tværkulturelle ”crash”

Sunniva Østerø husker generelt tiden som rigtig god, men ombord på et skib er der ikke meget plads. Og det betyder, at der ikke er meget privatliv. Og når der så også er mange forskellige kulturer og temperamenter, så giver det altså nogle sammenstød:
– Doulos er ikke helt lille, men med et mandskab på ca. 350 er det meget svært at finde et sted, hvor ingen andre er.
– Jeg delte en ca. 10 m² stor kahyt sammen med 3 andre piger fra Tyskland, Japan og Venezuela. Ingen med det samme sprog eller kultur. Og med 35 andre kulturer ombord opleves der næsten dagligt kulturelle ”crash” – nogle gange lidt hårde ”crash”, fortæller hun.

Ligegyldige ”crash”

Men de ”crash” blev en bi-ting for hende og for resten af besætningen. For på trods af de forskellige kulturer og temperamenter så kunne de samles om Jesus:
– Vi havde alle den lighed, at Jesus er Herren i vores liv. Og at vi dér var sammen om at tjene ham.
Og det var ganske lærerigt for øboen:
– Jeg lærte at elske og acceptere mine brødre og søstre ombord – og lokale, som jeg mødte. Jeg fik et meget større hjerte for dem, som endnu ikke har taget imod Jesus. Og jeg oplevede en stor glæde, når de vendte sig til Jesus.
– Og jeg lærte at sætte pris på bøn. Og jeg oplevede hvor dyrebar og magtfuld bønnen egentlig er.

Altafgørende betydning

Tiden på Doulos har været lærerig for Sunniva Østerøs åndelige liv. For oplevelserne ombord på Doulos afspejler, hvad man kan forvente at møde i løbet af livet:
– Det er et eventyr at rejse her i livet sammen med Jesus. Men der er ikke kun gode oplevelser med i eventyret. Der er også mindre gode og til tider ret kedelige og hårde, så jeg har lyst til at spørge om, hvorfor jeg må gå igennem dem.
– Jeg forstår bestemt ikke altid Guds plan. Men jeg ved, at det er fra ham, jeg får styrke til at klare de hårde tider. Og det er gennem dem, jeg må lære at være totalt afhængig af Gud.
Og eventyret er if. hendes eget udsagn fortsat efter, at hun ”kom hjem til klipperne”:
– Han har vist mig, at der også er mange mennesker her, som har brug for at vende om til ham. Mit ansvar er at reflektere mit venskab med Jesus, til dem, jeg omgås. Uanset hvor Han placerer mig, slutter Sunniva Østerø.