Kirkelig revisor fylder 70 år på rejse i udlandet

Revisor cand.merc. aud. Hans Peter Jensen, Åbyhøj, fylder den 23. maj 70 år. HP eller Peter bliver Hans Peter Jensen kaldt blandt kunder, kolleger, familie og venner.

Han er født i 1951 som den yngste af syv søskende på fædrenegården Mølgaard i Fjelsted ved Sindal. Her voksede han op og uddannede sig først som boghandler i Hjørring, hvorefter han blev student fra Frederikshavns Handelsgymnasium i 1975 og studerede på Aarhus Business School fra 1975-80. Han afsluttede som cand. merc. aud.

Samme år blev HP ansat som revisor, og han har senest været i revisionsfirmaet REDMARK, hvor han efter ca. 40 års virke fortsat arbejder efter pensioneringen for særlige kunder.

HP bosatte sig i studietiden i Brabrand, og stiftede familie med Veronica Thomas fra Sri Lanka. De mødtes i begyndelsen af 80erne i Brabrand og kom trofast i Gellerup Kirke og i en engelsktalende bibelgruppe. Det har givet HP en stor ”familie” sammen med Veronica og deres to børn, fem børnebørn og tre oldebørn – og ovenikøbet rigtig mange rejser til netop Sri Lanka.

I 1982 fandt de Pinsekirken, der i dag er en del af Citykirken i Aarhus. Deres store interesse for Pinsekirkernes Verdenskonferencer har hvert 3. år ført dem til et nyt land, så de i dag har været på 5 kontinenter og har kunnet repræsentere Danmark.

Som udlært revisor opbyggede HP sig en stor viden om kirkeregnskaber og de specielle regler, der gør sig gældende for dem. HP har stadig kontakt til disse og andre kirkelige organisationer i samarbejde med REDMARK.

Desuden er HP fuldt engageret som formand i mere end 19 år for ApiAid, som står for Aarhus Pentecostal Church International Aid, der arbejder med humanitær nødhjælp i bl.a. Tanzania, Sri Lanka og Ukraine.

Dette frivillige engagement har også ført til en lang række rejser, hvor han forvisser sig om, at hjælpen kommer frem til de rette, og hvor han finder ud af, hvilke behov, der nu er størst, så det er meget sandsynligt, at HP også er på rejse den 23. maj, hvor han kan fejre sin 70 års fødselsdag.