Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd
Besøg en hvilken som helst kristen menighed en tilfældig søndag. I langt de fleste af dem vil kvinderne være i overtal, og kvinderne vil være de mest aktive i det frivillige kirkelige arbejde i løbet af ugen. Hvorfor er det sådan? Er mænd nogen sløve padder, som må se at tage sig sammen? Eller er kvinder bare mere religiøse?Amerikaneren David Murrow har undersøgt fænomenet nærmere og er nået til dette resultat: Når kirken mest tiltrækker kvinder, skyldes det, at kirkens atmosfære, former og sprogbrug er gennemsyret af en feminin ånd.
Det beskriver han i bogen Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd, der udkom den 5. oktober.
I dette uddrag beskriver forfatteren, hvordan mænd har det med den feminine kirke. Bogen indeholder en række forslag til, hvordan den maskuline ånd igen kan få plads i kirken. Ikke sådan at mændene skal dominere det handler om, at mænd og kvinder må arbejde sammen om at skabe en sund balance mellem det maskuline og det feminine.
Jeg voksede op i Houston i Texas. En typisk aften om sommeren kom min far hjem fra arbejde, lagde sin mappe fra sig og råbte: Der er kvælende varmt herinde! Så gik han over til termostaten og skruede den ned til omkring 20 grader, så airconditioningen gik i gang og begyndte at puste kølig luft ind i huset.
Det næste, der skete, var, at min mor gik ud til skabet i gangen, hvor hun havde en uldjakke hængende. Hun trivedes bedst i en temperatur på 25 grader. Når far ikke var hjemme, kunne min mor sætte termostaten, som hun ville.
Sådan er det også i de fleste kirker. Mænd har været fysisk eller åndeligt fraværende så længe, at den åndelige termostat i så godt som alle kirker nu er indstillet, så de mennesker, der rent faktisk kommer i kirken kvinder, børn og ældre føler sig godt tilpas. For mænd, derimod, er atmosfæren kvælende, og derfor holder de sig væk.
Når jeg taler om en åndelig termostat, har det selvfølgelig intet med temperaturen i kirkerummet at gøre. Jeg taler om miljøet i dagens kirker et miljø, hvor sikkerhed, stabilitet, status quo og forudsigelighed prioriteres frem for risiko, forandring, udvidelse og eventyr. Prøv at ignorere det, der siges fra prædikestolen, og se, hvad der rent faktisk foregår en typisk søndag formiddag. Næsten alting ved dagens kirke dens måde at undervise på, dens aktiviteter, forventningerne til folks opførsel, ja selv det fremherskende billede af Jesus er som skræddersyet til de kvindelige ønsker og behov i en kvindedomineret menighed. Kirken er blid og sentimental, omsorgsfuld og behagelig. Kvinder trives godt i dette miljø. Det skinner tydeligt igennem, at kvinder er kirkens primære målgruppe.
Hvorfor? Fordi de rent faktisk kommer i kirken! I den typiske menighed er der næsten dobbelt så mange kvinder som mænd. Kvinder melder sig mere som frivillige til forskellige kirkelige aktiviteter og møder mere op. Uden mange kvinders imponerende engagement ville mange af kirkernes aktiviteter simpelthen ophøre. Det ved præsterne godt, og derfor gør de en stor indsats for at rekruttere kvinder og holde på dem.
Judy kan godt lide den varme, intime atmosfære i hendes kirke. Hver søndag er som én stor familiefest. Greg hader det. Han kan måske ikke lige forklare hvorfor, han ved bare, at han ikke kan holde det ud. Sidste gang han var i kirke, følte han sig lige så malplaceret som en flæskesteg på et jødisk middagsbord. Derfor kommer han med de sædvanlige undskyldninger: Det er kedeligt. Det er irrelevant. Kirken er fuld af hyklere.
Selv om de er så forskellige på det åndelige område, har Greg og Judy et godt ægteskab. De er enige om stort set alt bortset lige fra kirkegang og hvilke film de kan lide. Greg vil helst se film med action/eventyr, mens Judy foretrækker romantiske komedier eller pigefilm. Måske er der et spor at gå efter her?
Hvis du har svært ved at forbinde noget med min snak om åndelige termostater, så lav dig nogle popcorn og kom med i biografen.
Hver eneste film har en termostat, og den er indstillet til et bestemt publikum. Hvis filmproducenten gerne vil tiltrække et mandligt publikum, så vil han fylde sin film med det, mænd kan lide at se på: eksploderende bygninger, biljagter, skuddueller og kroppe, der flyver gennem luften. Så vil han lave en film med spænding et komplot og en helt, der på et hængende hår redder verden fra undergang. Der er hundredvis af den slags film at finde i afdelingen med action/spænding hos din lokale videoudlejer.
Hvis en filmproducent vil indstille termostaten til kvinder, så skal han fylde noget helt andet i sin film: Begavet dialog, smukke kostumer, blomster og flotte panoramaer. Så vil filmens hovedpersoner være et smukt par, som efter mange genvordigheder ender i et lykkeligt romantisk forhold til hinanden. Den slags film kan du finde hundredvis af i videoudlejerens afdeling for romantik/komedie.
Film afspejler vores drømme. Mænd drømmer om at frelse verden mod alle odds. Kvinder drømmer om at få et varigt forhold til en vidunderlig mand.
Hvad lægges der så vægt på i nutidens kirke? Relationer et personligt forhold til Jesus og gode, sunde forhold til andre mennesker. Ved at fokusere på relationer lægger den lokale kirke op til at tilfredsstille kvinders dybeste længsler.
De færreste kirker har en tilsvarende indgang for mænds værdier: risiko og belønning, resultater, heroisk opofrelse, action og eventyr. Den mand, der prøver at leve disse værdier ud i en typisk menighed, vil i løbet af meget kort tid komme i konflikt med menighedsrådet.
Derfor hader Greg at gå i kirke. Når han finder kirken kedelig og irrelevant, er det fordi, han ikke ser sine værdier afspejlet nogen steder. Han gider ikke se pigefilm, og han gider ikke gå i kirke, og grunden er den samme i begge tilfælde: Der er intet, der appellerer til hans maskulinitet. Greg nærer absolut intet ønske om at forelske sig i en vidunderlig mand, heller ikke selv om manden hedder Jesus.
Hvem har så ret, Greg eller Judy? Skal kirken være som en romantisk film eller som en actionfilm?
Eller sagt på en anden måde: Er kristenlivets formål et lykkeligt forhold til en vidunderlig mand, eller er det at frelse verden mod alle odds?
Mænd har brug for, at der er brug for dem. Kirken af i dag har ikke brug for Greg, for den kan ikke finde anvendelse for hans evner. Mænds naturlige evner risikerer tværtimod at kaste grus i kirkens maskineri. Hvis bare kristendommen krævede risiko, mod, aggression og heroisk opofrelse, så ville Greg måske finde sin plads i kirken.
Mænd som Greg vender sig væk fra kirken og søger andre steder hen, hvor termostaterne er indstillet mere til dem. Mænds grundlæggende værdier eller karaktertræk afspejles i sport, karriere, fritidsinteresser, udendørsliv, indtjening og selv i videospil. Mænd trives i et konkurrencemiljø. Her kan de yde deres bedste. Det kan de ikke i kirken.
Hvad så? Må vi gå på kompromis med evangeliet for at tiltrække flere mænd? Nej, bestemt ikke. Jesus havde ikke svært ved at tiltrække mænd. Fiskere slap net, der var fulde af fisk, for at følge ham, men i dag kan kirken ikke få mændene til at slippe fjernbetjeningen bare et par timer hver uge. Den gode nyhed er, at Jesus lever i dag. Han har noget at sige til mænd. Spørgsmålet er, om kirken vil lade ham komme til orde.
Når menighederne har så svært ved at tiltrække mænd og unge mennesker, skyldes det, at den eventyrlystne ånd væmmes ved sikkerheden i den moderne kirke. Det er ikke et spørgsmål om, hvad der prædikes eller læres i kirken. Præsten kan godt holde udfordrende prædikener, men det praktiske kristenliv, de fleste kirkegængere lever, er omtrent lige så udfordrende som fingermaling og lige så ophidsende som en ostemad.
Var det Jesu hensigt, at hans kirke skulle være et sikkert sted uden risiko, udfordring eller eventyr? Kom Kristus for at tæmme mænd eller for at sætte dem i frihed? Er det apatiske eller vilde mænd, Jesus har brug for? John Elredge siger: Jeg tror, de fleste mænd i kirken mener, at Gud har sat dem på jorden, for at de skal være gode drenge. Vælg det sikre. Oprethold traditionerne. Hold dine løfter. Vær flink.
Hvad hvis vi nu i stedet sagde: Vær farlig? Hvad hvis det var kirkens budskab til mænd? Hvis kirkegang stillede risiko, eventyr og vovemod i udsigt, så ville en overflod af mænd, teenagere og unge voksne strømme ind ad kirkedøren. Sådan er det i de kirker i verden, hvor man oplever forfølgelser. Sådan var det også i den første kirke, hvor de kristne stod i permanent fare for at blive stenet, gennembanket eller fodret til løverne. Når det er farligt at være kristen, er mænd mere tilbøjelige til at slutte sig til kirken.
I dag er kirken imidlertid et af de sikreste steder i verden. Hvad bliver der bedt allermest om i kirken i dag? Herre, pas på os. Pas på vores børn. Våg over os og beskyt os. Guds opgave er at sikre, at vores velordnede og trygge liv kan fortsætte.
Hvis kirken vil af med sit ry for at være et sted for gamle damer af begge køn, så må vi genopdage udfordringen i at følge Jesus. Det kristne liv handler ikke om at blive et pænt menneske. Kristenlivet er et eventyr med Gud. Når mænd ser andre mænd gå på eventyr, får de lyst til selv at være med. Hvis unge mennesker opdager, at kirken er et sted med et sprudlende liv (det udfordrende liv), så vil de vende tilbage til kirkebænkene.
Der findes fremsynede kirker, hvor man løber en risiko, drømmer store drømme og giver kristenlivet dets dimension af eventyr tilbage. Disse kirker bygger på værdier, der taler til mænd. I disse kirker sætter man en høj standard og forventer meget af menighedens medlemmer. Her bliver folk opfordret til at vippe med båden, udfordre hinanden og tage chancer. Kort sagt: Her vover man noget. Det bibelske ord for vovemod er tro. Alle bøger om kirkevækst dokumenterer det: De menigheder, der når ud til ikke-troende, er de menigheder, der tør vove halsen for at udrette noget stort. Mænd drages til kirker (og kristne), der viser vovemod.
95 procent af alle sognepræster i USA er mænd, men det ville man ikke gætte på, hvis man bare læste deres prædikener. Svaghed, ydmyghed, relationer, kommunikation, omsorg og følelser fremhæves ustandselig som den sande kristnes sande værdier. Igen får mænd det indtryk, at kristelighed er ensbetydende med kvindelighed. Hvornår har du sidst hørt en prædiken om kompetence, effektivitet og præstation? Disse ord beskriver alle Jesus, men i kirken tillægges han sjældent disse egenskaber.
Og det er ikke kun præsternes skyld. Almindelige kirkegængere benytter også hele tiden en kvindelig terminologi. Når kristne taler sammen og det gælder både mænd og kvinder refereres der ustandselig til kommunikation, relationer, opbakning, omsorg og fællesskab.
Selv om Jesus forholdsvis ofte bruger ordet frelse i evangelierne, erklærer han kun to steder et menneske for frelst (Luk 7,50; 19,9). Derimod kalder han mange til at følge ham. Kan du se forskellen? Den, der følger, er selv aktiv, mens den, der frelses, er passiv. Det sidste leder tanken hen på det feminine skønjomfruen, der frelses af ridderen. Hvorfor så ikke bruge det ord, Jesus selv foretrak at bruge om sine tilhængere? Hvis vi kalder mænd til at følge Jesus, stiller vi dem en aktiv medvirken i udsigt. Det tiltaler alle, men især mænd.
Et andet fænomen, der hører til på den feminine side, er at dele noget verbalt. Kristne bliver ustandselig opfordret til at dele noget med andre kristne: Steve, vil du dele med os andre, hvad Herren har lagt hen til dig? Almindelige mænd formulerer sig ikke på den måde. Det lyder lidt for børnehaveagtigt. Kunne man forestille sig en bygningsarbejder, der sagde til sin kollega: John, vil du dele med os andre, hvordan du støbte det fundament?
Jesus talte hele tiden om Guds rige. Mænd kan se sig selv som bygningsarbejdere i Guds rige. De tænker hierarkisk. I mange kirker er den maskuline betegnelse Guds rige imidlertid blevet erstattet af den mere feminine Guds familie. Den betegnelse har Jesus aldrig brugt, og den findes ikke i Bibelen. Alligevel foretrækker kirkerne at tale om Guds familie, fordi det vækker større genklang i kvindens hjerte.
I dagens kirke snakker man også utrolig meget om relationer eller forhold. I evangeliske kirker opfordres man til at finde ind i et personligt forhold til Jesus Kristus. Finder vi den formulering i Bibelen? Niks. Bibelen taler ingen steder om, at mennesker skal indlede et forhold til Gud eller Jesus. Alligevel er det blevet den mest almindeligt anvendte beskrivelse af, hvad det vil sige at være en troende kristen. Hvorfor? Fordi det sætter evangeliet ind i en ramme, hvor kvindens dybeste længsler kan gribe det: Et personligt forhold til en mand, der elsker hende betingelsesløst.
David Murrow:
Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd
Om at genfinde kirkens maskuline ånd
Boedal Forlag 2006,
272 sider, kr. 198,-
