Palæstinensiske kristne og messianske jøder

Personlig skildring af to kristne mindretal i Israel, der både rammes af Vestens frihed og interne modsætninger.- Når I nyser i Vesten, får vi influenza i Det Hellige Land, sagde en af kirkelederne til den kirkelige delegation fra Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd, som besøgte Israel, Vestbredden og Gaza i slutningen af september.

På Det Lutherske Kirkecenter i Bethlehem finder mange kristne sig et arbejde indenfor kunsthåndværk og bliver i stand til at forsørge sig selv

Der er i dag under 2% kristne i omådet, og tallet bliver mindre og mindre. De fleste er palæstinensiske kristne. Et mindretal blandt mindretallet, de messianske jøder, vokser derimod i antal. Begge grupper har det svært.
Muhammedtegningerne og pavens tale fik mange muslimer til at vende sig mod de kristne og begynde at tale om nye korstog. Derfor bad kirkelederne om, at vi i Vesten er omhyggelige med, hvordan vi udtaler os.
Den romersk-katolske ærkebiskop sagde:
– I skal naturligvis udleve jeres demokrati fuldt ud. I skal holde fast ved jeres ytringsfrihed. I skal handle på det, som er rigtigt på jer. Men tænk jer om, når I gør det. Når der brændes danske og amerikanske flag i gaderne, og når der brændes kirker på Vestbredden og i Gaza, så rammer det også os. Vi stemples som de nye korsriddere. Så tænk jer om, når I udtaler jer i Vesten.

Begrænset bevægelse

De kristne palæstinensere er for de flestes vedkommende lukket inde bag en sikkerhedsmur. Deres bevægelsesfrihed er meget begrænset. En palæstinensisk kristen i Jerusalem, kan ikke bare gifte sig med en palæstinensisk kristen på Vestbredden eller i Gaza og tro, at de kan bo i Jerusalem. Efter 14 dage må de forlade Jerusalem og bosætte sig på Vestbredden eller i Gaza, hvis de ikke ligefrem vælger at emigrere.
Faktisk er der flere og flere veluddannede kristne palæstinensere, der vælger at emigrere, fordi livsbetingelserne for dem bliver for brogede.
Sikkerhedsmuren har skabt større sikkerhed i Israel, men den har også skabt meget store problemer for mange palæstinensere, der ønsker at leve et ordentligt liv. Deres bevægelsesfrihed er begrænset. De har store problemer med at besøge familie på den anden side af muren. Forældre er blevet skilt fra deres voksne børn eller gode venner. Det er blevet vanskeligere for mange at komme på arbejde, og økonomien er i bund. Frygten er stor på begge sider, og frygten skaber sammen med muren store frustrationer.

Kristne øver diakoni

Midt i disse vanskeligheder var det spændende at se, hvordan et lille kristent mindretal var i stand til at række ud i en række diakonale tjenester til det omgivende samfund.
I Gaza så vi, hvordan kristne med hjælp fra kirker og nødhjælpsorganisationer i Vesten har lavet sundhedscenter, skole for handicappede og værkstedsskole for unge mennesker.
Masser af unge fik her mulighed for at få en håndværkeruddannelse, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad disse unge mænd mon havde lavet, hvis de ikke var engagerede i kirkens værkstedsskole.
Også på Vestbredden så vi en række kristne institutioner, der rækker ud til lokalsamfundet, især til børn og kvinder. Det var stærke vidnesbyrd midt i en grum verden.

Støtte fra muslimer

Vi har i den danske presse hørt om kirkeafbrændinger i kølvandet på pavens tale – og mange er blevet vrede og har sagt: Det er også de muslimer. Men historierne lød noget anderledes på stedet.
Vi mødtes med nogle norske volontører. Den ene af dem opholder sig meget i Tulkarem på Vestbredden, hvor en kirke blev brændt af. Hun var meget glad for at komme i den lille smukke kirke. Nogle dage efter hun sidst var i kirken, var der indbrud. Der blev lavet bål af bildæk, og kirken blev brændt. Det var et sørgeligt syn. Men lederne i det muslimske samfund mødte op med borgmesteren i spidsen og beklagede det, der var sket.
De gjorde det klart, at det ikke var en muslimsk angreb på en kirke, men drengestreger fra nogle ekstremister, og de tilbød på stedet at bekoste genopførelsen af kirken. De var ulykkelige over, hvad der var sket – og det var jo helt andre toner end dem, vi fornemmer gennem dansk presse.

Pressen og ekstremister


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den ødelagte dør til den gamle ortodokse kirke i Gaza er blevet repareret efter ekstremisters ”tilfældige” hærværk. I det daglige lever de fleste kristne og muslimer roligt og godt sammen

På Gazastriben besøgte vi en af verdens ældste kirker, en ortodoks kirke fra 400-tallet. En af sidebygningerne til kirken var blevet angrebet kort tid forinden som reaktion på pavens tale. Man angreb tilfældigt den ortodokse kirke og ikke den katolske. Også dette angreb har været omtalt i dansk presse, og selv om det var slemt nok, gik det altså ”kun” ud over den ene halvdel af en dør og lignede hærværk.
Vi skal bestemt ikke bagatellisere angreb på en kirke, men vi skal måske forstå, at der er tale om yderligtgående ekstremister, islamister, og ikke den almindelige muslim på gaden Ifølge de kristne palæstinensere, vi mødte, lever de fleste roligt og godt sammen med deres muslimske naboer.

Kommer om natten

De messianske jøder havde vi ikke direkte adgang til i samme grad som de palæstinensiske kristne. Men Jan Mortensen, den danske præst i Haifa, der i sin kirke har både en luthersk menighed og en messiansk menighed, mødte os en aften og fortalte om sit arbejde med de Jesus-troende jøder, som han ynder at kalde de messianske jøder. Han kunne give eksempler på jøder, der kom til ham om natten, fordi de ikke ønskede, at nogle skulle se, at de opsøgte de kristne.
Den eneste messianske jøde, vi mødte på turen, var Lisa Loden, der er leder på Caspari Centret, et bibelstudiecenter for messianske jøder. Lisa Loden gav udtryk for, at landet er som en mosaik, sommetider som en ødelagt mosaik, og messianske jøder er en del af det. Hun emigrerede selv til landet for 32 år siden som messiansk jøde og sammen med sin mand dannede de en messiansk menighed i Nethanya.
Mange tror, at messianske jøder er et ret nyt fænomen, men de sidste 200 år har der været en vækkelse, hvor mange jøder er kommet til tro på Jesus som Messias, men fortsætter med en jødisk livsstil og de jødiske traditioner og festdage.

Chikaneri

De messianske menigheder er fritstående menigheder, der ikke har sluttet sig sammen i noget kirkesamfund. Mange af menighederne har fællesskab med hinanden, men altså ikke nogen fælles ledelse. Mange jøder, ikke mindst de ortodokse, ser meget skævt til de messianske jøder, og der er mange eksempler på, at man spionerer for at se, hvem der går til de messianske jøders gudstjenester. Der følges så op med chikanerier over for de messianske jøder. Da det ikke er tilladt at indgå blandet ægteskab i Israel, må mange rejse ud af landet for at blive gift og så efterfølgende have en ceremoni i deres egen menighed.
Der er mange eksempler på, at folk mister deres job, når de bliver Jesus-troende jøder og tilslutter sig en messiansk menighed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gamle og nye kirker

De fleste messianske jøder sympatiserer med Israel politisk, og de har det svært med mange af de traditionelle gamle kirker i området, der for det meste består af palæstinensere.
Flere kirkeledere fra de gamle traditionelle kirker, der ofte talte om kristent samarbejde og økumeni, talte nedsættende om de yngre kirker, ikke mindst dem, som de kaldte ”fundamentalistiske kristne zionister”.
Der var ikke megen gensidig kærlighed at finde mellem de traditionelle kirker og de nyere kirker. Lisa Loden gav dog udtryk for, at de messianske jøder generelt er positive over for de kristne arabere.
– Vi er jo ét i Kristus, også når der er ting, der skiller. Vi er brødre og søstre, men der er kulturforskelle, og det er svært, når Israel kæmper for sikkerhed, og araberne kæmper for retfærdighed. Det er svært at få de to ender til at nå sammen, sagde Lisa Loden.
Som kirkelig delegation blandt kristne måtte vi lægge øre til en bøn til vestlige kirker om hjælp: Vi har brug for jeres hjælp, brug for at I tænker på os, har kontakt til os, støtter os, også økonomisk.
Derudover tror jeg, det kan være rigtigt godt, hvis menigheder i Vesten, i Danmark, skaffer sig venskabsmenigheder i Det Hellige Land, enten blandt de messianske jøder, de evangeliske kristne på Vestbredden eller blandt de palæstinensiske menigheder, der traditionelt hører til i de gamle kirker. Lad os støtte dem – på begge sider – og være med til at skabe håb om fred.