Songs of Praise viser ’levende tro’

Queen Elizabeth II har rost BBC-programmet Songs of Praise, som netop har fejret 60 års jubilæum.

– Gennem 60 år har Songs of Praise i næsten 3000 udsendelser præsenteret kristendommen som en levende tro.

Det sagde den britiske dronning i forbindelse med fejringen af BBC-programmets 60 års jubilæum. Dronningen, der også er hoved for Church of England, bragte en hilsen i forbindelse med forrige søndags udsendelse.

Ros fra dronningen

“I 60 år har Songs of Praise samlet menigheder og BBC-seere i hele Storbritannien til fælles lovsang,” sagde den 95-årige dronning ifølge The Telegraph.

”Programmet har vist kristendommen som en levende tro, ikke bare gennem salmer og lovsange, men også ved at vise mange mennesker, for hvem troen er det mest centrale i deres liv. Jeg lykønsker ‘Songs of Praise’ og alle, som er involveret i dets 60 års jubliæum,” tilføjede dronningen.

Den største glæde

Sanger og tv-vært Aled Jones, som har præsenteret “Songs of Praise” for seerne i over 20 år, kalder programmet ”en af de største glæder i mit liv”, skriver The Christian Post.

“Det er en ære at få lov til at dele opløftende beretninger om tro med vores kære publikum og gøre hjerterne glade med musik, som betyder alt for mig,” fastslog Aled Jones.

Prins Philips indflydelse

Lørdag morgen, da Skotlands Parlament åbnede, talte dronningen for første gang offentligt om sin mand, Prince Philip, hertugen af Edinburgh, som døde i april, skriver The Sunday Times.

Da Prince Philip døde, skrev den britiske kristne avis Premier Christian News, at prinsen ved årtusindskiftet havde overtalt hustruen til at tale mere åbent om sin kristne tro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“[Prince Philip] var i virkeligheden den person, som fik dronningen til at tale om sin egen tro i juletalen,” fastslog pastor Ian Bradley ifølge Premier Christian News. Og dronningen blev mere åben om sin tro efterfølgende, tilføjede Ian Bradley, der har prædiket for det kongelige par under deres besøg i Parish of Braemar and Crathie. Han fortæller, at ”dronningen i 2000-udsendelsen talte meget rørende og stærkt om sin egen kristne tro og hvor meget, den betyder for hende”.

“Der var en meget positiv respons fra seerne,” fastslog Bradley, som også udtalte sig om prinsens store interesse for teologi.

“Han ville skrive alle detaljerne ned fra prædikenen. Han havde et fantastisk kendskab til Bibelen, og så ville han nærmest forhøre én over frokosten, spørge ind til prædikenen og virkelig anspore én til det yderste. Jeg var forbløffet over hans bibelkundskaber, indrømmede præsten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dronningens tro

I bogen The Servant Queen and the King She Serves, som udkom i 2016 i forbindelse med dronningens 90 års fødselsdag, skriver Elizabeths II i forordet om sin tro på Jesus. Hun takker for folket og dets forbøn for kongehuset og siger:

“Jeg har været – og er – taknemlig for jer og jeres forbøn og overfor Gud for hans trofaste kærlighed. Jeg har virkelig oplevet hans trofasthed.”