Køns- og identitetsdebat i dybden og på spidsen

”Jeg er ikke reaktionær. Snarere det modsatte faktisk. Det er ikke noget problem for mig, at der er en LGBT+-organisation. Overhovedet. Men det er et problem, når der ikke må være andet end den. Og det er – efter min bedste (eller værste) overbevisning- der, vi er på vej hen. Vi er netop på vej derhen, hver en diktator som Mussolini – og andre diktatorer for øvrigt også – gerne så. Det vil sige et sted, hvor en bestemt ideologi, en bestemt forestilling om, hvordan verden er indrettet og bør være indrettet, og om hvordan mennesket er indrettet og bør være indrettet, gennemsyrer samfundslegemet fra inderst til yderst. Og ve den, der stiller sig udenfor!” s.298

Sjældent har noget så akademisk gjort så godt at læse! Det er denne anmelders hovedkonklusion oven på læsningen af 300 siders til tider videnskabstung, men hele vejen igennem sober, faglig velfunderet og skarp analyse af fænomenet, der måske bedst kan samles under betegnelsen wokisme.

Marianne Stidsen er lektor (KU), dr.phil. og forfatteren bag bogen: ’Køn og identitet -et spadestik dybere’. På traditionel akademisk vis fører hun nutidige fænomener som fx #MeToo, LGBT+- og BLM til deres udspring i filosofien, psykologien og sociologien, og kommer derved det ønskede spadestik dybere.

Det er tydeligt, at hun har fat i noget væsentligt i analysen, fordi det viser sig, at disse bevægelser, som på overfladen synes forskellige, har det samme ideologiske udspring og betjener sig af de samme yderst suspekte metoder.

På ekstrem kort tid har regnbueflaget, Pride og LGBT+- kapret dagsordenen i alle mulige sammenhænge. Under paroler om rummelighed og frihed ser vi flaget hængt op foran Christiansborg, og en mediestorm udfoldede sig, da man ikke umiddelbart ville lade symbolet præge stadium ved en EM-kamp.

Og der kan nævnes et væld af andre eksempler, hvor dette symbol tilsyneladende helt naturligt burde ’pryde’ den ene eller anden begivenhed, virksomhed eller offentlig institution. Og så kunne man måske lidt naivt spørge, hvad er egentlig problemet?

Frihed og rummelighed er vel godt for alle? Hertil er Marianne Stidsens analyse helt central, fordi hun fører det tilbage til en marxistisk og hegeliansk tænkning, som igen, igennem sprogvidenskab og magtanalyse, bygger på den forståelse, at sproglige modpoler skaber og opretholder en undertrykkelse, hvor mænd undertrykker kvinder, hvide undertrykker sorte, heteroseksuelle undertrykker alle andre seksualiteter osv. osv.

I første ombæring fører det til den omvendte diskrimination, hvor det værste, man kan være, er en hvid, heteroseksuel, vesterlandsk, mand… fordi man så pr. definition er undertrykkende.

Vi ser, fortæller forfatteren, en udvikling, som er en form for afvikling af civilisationens grundpræmisser, hvor fx mænd dømmes af medier og folkehoben på baggrund af overgreb, som de angiveligt har gjort sig skyldige i, nogle gange for årtier siden. Derved ophæves gældende retspraksis, fordi den folkedømte, uanset om domstolen i sidste ende frikender vedkommende, aldrig kan genvinde sin ære og position i samfundet.

Krænkelseskultur og politisk korrekthed

Tænkning bag de fremstormende fænomener er særdeles farlig, advarer forfatteren, fordi de drives gennem affekt og deplatformering af modstandere. Politisk korrekthed som fænomen kunne man trække på skuldrene af for 5 -10 år siden, men i dag er det bestem ikke nogen joke.

Adskillige akademikere, politikere og ledere er i de senere år blevet udskammet, fordi de ikke springer på woke-bevægelsen, og fx drister sig til at sige, at de biologiske køn er det mest meningsfulde at handle ud fra, når eleverne har idræt, når der bedrives sundhedsvidenskab osv.

At lukke munden på mennesker, som har en anden holdning end bevægelsen ved at fratage dem taleretten, stilling og offentligt omdømme, er et ekstremt stærkt virkemiddel, som de woke anvender til perfektion.

Samtidig tales der ud fra en grundtone af krænkelse, som ikke agter realiteter, argumenter eller en anden virkelighedsopfattelse. Enhver modsigelse ryddes ganske enkelt af vejen, med henvisning til, at det er et udtryk for et overgreb, en undertrykkelse og en manglende tolerance, rummelighed og respekt.

I yderste instans er disse bevægelser totalitære, hævder forfatteren, og hun underbygger sin påstand. De vil efterlade civilisationen i ruiner, hvor alle begreber, normer og virkelighedsopfattelser opløses i sociale konstruktioner.

Det er destruktivt, især når man ser på betydningen for børn, som endnu før de når teenagealderen skal overveje, hvorvidt de nu også kan acceptere deres biologiske køn. Ja, man går endnu videre, når der lægges op til en promovering af de alternative identitetsopfattelser.

Og selvfølgelig stopper det ikke der, i sidste ende skal enhver binding til ’virkeligheden’ opløses sprogligt og i måden, vi forholder os til hinanden. Det er ragnarok iscenesat som utopien om den perfekte tilstand, hvor ingen føler modstand, fordi der ikke længere er nogen sandhed, norm eller standard, som man skal leve op til. Velkommen til det fritsvævende rum!

Marianne Stidsen: Køn og identitet – Et spadestik dybere
311 sider. 249,95 kr.
Hovedland