Muren skaber skel og besvær
Ordene besættelsen, muren og bosættelserne gik igen, lige meget hvor den kirkelige besøgsdelegation fra Danmark kom frem i Israel. Bjarne Nederby Jessen kommenterer situationen i denne sidste artikel fra besøgsrejsen.Der var ord, der gik igen gang på gang under den kirkelige delegationsrejse til Det Hellige Land, som jeg var med på i slutningen af september: besættelsen, muren og bosættelserne.
Mange af dem, vi mødte og snakkede med, var optaget af disse tre ord, men det var også ord, der blev brugt meget i delegationen, og de vakte ofte forargelse og vrede mod Israel, og de er i hvert fald med til at øge frustrationerne hos palæstinenserne også de kristne palæstinensere.
Alle taler om besættelsen, men er der i virkeligheden tale om en besættelse. Siden 1948 er Israel gang på gang blevet angrebet af sine arabiske naboer, der havde til formål at udslette landet. Hver gang har Israel forsvaret sig, og ved forsvarskrigen i 1967 endte forsvaret med, at man erobrede land, det, som andre kalder besættelse.
I 1947 fremlagde UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine) et forslag om at oprette en selvstændig jødisk stat i Det Hellige Land samt en arabisk stat, sammensluttet i en økonomisk union. Jerusalem skulle være en international enklave under FNs formynderskab.
Fire femtedele af Det Hellige Land var allerede i 1923 blevet et arabisk emirat: Trans-jordanien og i 1946 et selvstændigt arabisk kongedømme, som er det nuværende Jordan, altså også en ung stat. Med det skete har man foræret størstedelen af landet til araberne trods løfterne om en jødisk nationalstat. I 1948 besatte Jordan Vestbredden, som de havde indtil 6-dages-krigen i 1967, hvor området blev erobret af Israel.
Siden har man beskyldt Israel for at have besat Vestbredden og Gaza. Men er det korrekt, hvis vi sammenligner med andre krigshistorier, hvor lande har erobret land? Ikke desto mindre bliver Vestbredden og Gaza hele tiden kaldt besat.
I dag er områder overgivet til palæstinensisk selvstyre, og der arbejdes hen imod en egentlig statsdannelse. Man har allerede én palæstinensisk stat, nemlig Jordan, og nu vil man have én til, bestående af Vestbredden og Gaza, og det vil sikkert være klogt med en to-stats-løsning, men palæstinenserne har hele tiden sagt NEJ, fordi det ikke er nok for dem. Man vil have hele området og have staten Israel udraderet.
Fatah har dog opgivet kravet om Israels udslettelse, men Hamas vil ikke opgive kravet. Her er et af de store problemer lige nu. Abbas fra Fatah er præsident, men Hamas vandt valget til parlamentet. Vi var til møde med parlamentsmedlemmer, en fra Fatah, en fra Hamas og en udenfor partierne, ligesom vi har haft møde med Abbas´s personlige rådgiver, der er tidligere parlamentsmedlem. Vi har talt med Rolf Holmboe fra det danske repræsentationskontor i Ramallah og med Allan Pagh Kristensen fra Den Danske Ambassade i Jerusalem. De var alle sammen med til at give os en mosaik omkring den spegede situation, og det kan være meget svært at se, hvor vejen går.
Hvad gør Hamas i den aktuelle situation? Indgår de i regeringen og anerkender Israel? Næppe. Affinder de sig med, at de som vindere af valget holdes uden for regeringen? Næppe. Kommer der nyvalg? Næppe allerede. Vil Hamas gå efter en 3-stats-løsning med Israel, et Fatah-ledet Palæstina på Vestbredden og et Hamas-ledet Palæstina i Gaza. Muligheden eksisterer, og i hvert fald har der været oprør og skyderier mellem Fatah og Hamas i Gaza få dage efter, vi besøgte Gaza.
Uanset om man taler om besættelse eller erobring, så er det nødvendigt at finde en løsning, og det kan blive nødvendigt med en international tredje part i forhandlingerne.
beboelseskvarter i Østjerusalem
Israel er i færd med at bygge et beskyttelseshegn/en beskyttelsesmur, som skal beskytte mod selvmordsaktioner og antallet af selvmordsaktioner er gået ned. Det virker efter sin hensigt. Men det er også med til at skabe frustrationer for mange lovlydige palæstinensiske borgere, der ønsker at leve et enkelt og fredeligt liv. Deres liv er blevet besværliggjort, og de møder masser af chikaner. Vi så og hørte mange eksempler på det.
Når jeg tidligere har besøgt Israel, har jeg kun set beskyttelsesmuren på enkelte strækninger, hvor den har mindet om nogle af de støjværn, vi har langs motorvje i Danmark, men på denne tur har jeg set hegnet og muren i områder, hvor man adskiller bydele, hvor man adskiller familier fra hinanden, hvor man adskiller bolig og produktionsjord, og som en rigtig Israel-ven har jeg mange gange på denne tur været sur på mine venner. Dels på grund af linieføringen af muren, der ikke respekterer den grønne linie, dels på grund af de chikanerier, der er fulgt i kølvandet på muren. Jeg tror, muren er nødvendig i dag, men jeg ser frem til den dag, hvor den ligesom Berlin-muren kan knuses.
Israel har trukket sig tilbage fra en række bosættelser i Gaza og har haft planer om at gøre det samme på Vestbredden, men det ser ud, som om den nuværende regering har stillet disse planer i bero.
Bosættelserne opføres på områder, som man har erobret, og som palæstinenserne kalder besatte områder, som de forventer at få tilbage ved en fredsslutning og en oprettelse af en palæstinensisk stat. Men i dag er bosættelserne en torn i øjet på palæstinenserne, såvel kristne som muslimer.
Bosætterne kan man dele i to grupper. Der er de bosættelser, hvor folk får tilbudt billige boliger i bosætterområderne. De tager imod boligerne med kyshånd og lever et normalt og enkelt liv i deres nye by, bosættelsen. Disse bosættelser er også en torn i øjet på palæstinenserne, men de skaber ikke så mange problemer.
Det gør til gengæld de ideologisk betingede bosættelser, hvor bosættelserne oprettes af idealister, der ser området som et løfte til dem fra Gud og det kan jeg langt hen ad vejen følge dem i men det er ikke sådan, man laver politik og samfundsordninger. Disse bosættere er ofte meget fanatiske og skaber store problemer for deres palæstinensiske naboer.
På begge sider er man dybt frustreret over situationen, på begge sider nærer man frygt. Såvel frustration som frygt kan føre til tåbelige handlinger og gør det på begge sider. Men store dele af befolkningen er trætte af at leve med frustration og frygt. Vi er trætte af at snakke om besættelse og beskyttelsesmur, som en palæstinensisk leder udtrykte det. Vi vil langt hellere tale om livet, som det leves. Lad os komme videre og få skabt fred og retfærdighed!
Folket israelere og palæstinensere lider under den nuværende situation og har gjort det i mange år. Men desværre kan det være svært at se vejen videre frem.
Som delegation oplevede vi, at der er håb i mørket. Vi oplevede det først og fremmest gennem en række græsrodsbevægelser med deltagere fra begge sider, bevægelser, der rækker hånden frem til forsoning og fred og vi må fra Vesten, fra Danmark støtte disse græsrodsbevægelser i den videre kamp for fred, fremtid og håb.
