Ny formand for Bibellæser-Ringen
Erik T. Lauridsen er den 7. marts blevet valgt som ny formand for Bibellæser-Ringen. Han afløser Kåre Meiner Brosbøl, der efter 8 år som formand ikke kan genvælges ifølge vedtægterne.
Erik er 56 år og bor i Lindved i Vejle sammen med sin ægtefælle Henriette, der er sygeplejerske. Sammen har de 3 voksne døtre. De er begge aktive i Lindved Missionshus, hvor de er engagerede i børne-, ungdoms-, familie- og voksenarbejdet. Erik har været i Bibellæser-Ringens bestyrelse i 4 år og er til daglig leder af en handelsvirksomhed. Ved samme møde blev Nicklas Lautrup-Meiner genvalgt som næstformand.
Enkle redskaber kan åbne Bibelen
”Jeg tror, at mange gerne vil læse i og høre mere fra Bibelen, end det lykkes at gøre midt i en travl hverdag. Derfor vil jeg gerne overtage stafetten fra Kåre Brosbøl, som netop har brændt for dette i bestyrelsen og som formand,” siger Erik.
– Uanset om du er ung, eller du står midt i en travl familiehverdag, eller du er en aktiv senior, så oplever vi, at mange efterspørger enkle og nye redskaber til at ”åbne Bibelen” på en regelmæssig måde. Det gælder uanset om du er hjemme, pendler til skole eller arbejde, eller du gerne vil dele Bibelen med andre i din gruppe eller netværk, understreger han.
Levende tro
”Sammen med vores engagerede bestyrelse, dygtige medarbejdere, nye landsleder og aktive frivillige, så ønsker vi i Bibellæser-Ringen at skabe begejstring og glæde over at bruge Bibelen, som styrker en levende tro på Jesus Kristus, så flere mennesker må opleve værdien og relevansen af Guds ord ved engageret brug af Bibelen gennem hele livet,” slutter Erik T. Lauridsen.
Bibellæser-Ringen er en forening, som på Evangelisk Luthersk grundlag, og i samarbejde med det internationale Scripture Union, udvikler og tilbyder redskaber til åbne og bruge Bibelen regelmæssigt og systematisk.
Bibellæser-Ringen tilbyder blandt andet en lang række gratis ressourcer, som blandt andet kan hjælpe folk i gang med studier via online grupper.