Aktiv kvinde på Kongsgård fylder 80
Det er altid spændende, når Gud har en finger med i spillet. Det har Judith Kynde Rasmussen endnu en gang oplevet. Men hun véd endnu ikke, hvad chefen deroppe denne gang har planer om…
Den 15. marts fyldte Judith Kynde Rasmussen 80 år. Og de sidste 5 år har været spændende år for den tidligere frikirkeforstander.
Judith var ellers på vej til pension efter mange aktive år. Hun havde fundet sig et lille hus på Djursland. Men Gud havde åbenbart andre planer.
I hvert fald var der tre forskellige kristne, som havde haft en drøm eller et syn, hvor de så hende på ”et stort sted med mange mennesker”.
Og lige før slutsedlen blev underskrevet, hørte Judith selv en besked fra Gud. Hun skulle ikke nøjes med et hus til sig selv. Hun skulle finde et stort sted. Samtidig kom der ud af det blå pludselig en arv til Judith på 300.000 kr.
– Og så tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere sætte mig i bevægelse, for det er jo det, vi skal, når Gud leder.
Et skønt sted
– Vi fandt et sted i landsbyen Sandager ved Assens, som vi syntes var passende. Et skønt sted med 7500 kvadratmeter jord til. Tre stuer, et køkken-alrum og fem værelser! fortalte hun for 5 år siden. På en retræte bad hun om forbøn, og næste morgen fik hun svar fra Gud, at hun kun skulle byde 350.000 kr., selv om ejendommen var til salg for meget mere, fortæller hun. Og hun fik stedet og har siden fået det sat i stand og har holdt retræter og møder. Hun driver også Bed & Breakfast for at få nogle indtægter.
Lytter til Gud
Judith Kynde er vant til at lytte til Gud. Hun har haft lederroller i forskellige frikirker. Efter at hun fra 1986-88 gik på Apostolsk Kirkes bibelskole i Kolding i 2½ år, kom hun til Dronninglund i Nordjylland, hvor hun blev daglig leder af den apostolske menighed.
Herefter fik hun kald til den daværende apostolske kirke ved Runddelen i Aarhus. Her hjalp hun bl.a. til med sjælesorg i et lokale ovenpå kirken. Og da Egon Mikkelsen stoppede, stod hun med det reelle ansvar, selv om hun ikke havde titel af forstander.
Nu fik hun imidlertid kald til Grønland. Hun rejste til Ilulissat (Jakobshavn) helt oppe nord for polarcirklen. Det var Missionsforbundets arbejde. I en kortere periode på 3 måneder var Judith også ovre på den næste ubeboede østkyst i Scoresbysund (eller på grønlandsk: Ittoqqortoormiit).
Desuden har hun været på Grønland ”on and off” i kortere perioder. Men hun brændte ud og måtte rejse hjem. Efter et par års pause kom hun til Bornholm. Her kom hun til at tjene ti år i Pinsekirken i Rønne. Bagefter fulgte syv år i Apostolsk Kirke i Viborg. Da hun gik på pension, blev hun afløst af et færøsk par.
Men Judith var stadig ikke færdig i tjenesten. Nu blev hun tilknyttet som leder af Pottemagerens Hus. Det var et retrætecenter oprettet af Moses Hansen. Men det blev kun til en kort parentes i Holsted på 8 måneder, indtil juli 2016, før Judith stoppede. Judith er i øvrigt søster til forkynder og forfatter Leif Rasmussen, Kolding, og til missionær Erling Rasmussen i Sydafrika, samt søstrene Annette Rasmussen, Lyngby, og Jette Andersen, Hov.
Judith er en meget visionær person med en enorm energi trods alderen. Hendes trosprojekt hedder nu Kongsgård og ligger på Sandager Kirkevej 34, 5610 Assens. Den gamle og smukke gård er blevet forvandlet til et attraktivt mødested i smukke omgivelser.