Overraskende mange var til seminar om udfrielse i Herning
Et seminar om udfrielse for onde ånder samlede lørdag 90 deltagere. Arrangørerne havde kun regnet med 20-30 kursister.
Seminaret blev foromtalt i Udfordringen, og det kan have været foreklaringen på, at så mange tilmeldte sig seminar-dagen. Det var planlagt at låne lokale i Herning Oase-kirke, men på grund af de mange tilmeldte, blev undervisningen flyttet til Skt. Johannes Kirkes menighedslokaler.
Ingen af de to kirker stod dog som arrangører. For arrangementet stod tidligere sognepræst Mogens P.C. Svendsen, tidligere bankdirektør Hugo Martinussen og kristen forbeder Ole Holm.
Formålet med samlingen var dels undervisning om den åndelige virkelighed, dels erfaringsudveksling. Desuden var det tanken at opbygge et netværk af personer, der praktiserer udfrielse, i et forum, hvor de kan opmuntre og støtte hinanden.
Deltagerne fik en introduktion om den åndelige virkelighed. Man gennemgik, hvad Jesus selv lærte disciplene om dæmonisering og om udfrielse. Deltagerne blev også oplært i at observere åndelig aktivitet, at være forberedt, og at arbejde i teams, m.m.
Både Mogens Svendsen og Ole Holm medvirker også på Plus-Oase i uge 27 på Rudehøj Efterskole.