Jeg bliver let vred og negativ overfor alt og alle

– Jeg synes mit liv er fjendtligt imod mig. Allerede i Folkeskolen følte jeg modvilje mod mine kammerater, fordi de bandede. I gymnasiet havde jeg også en negativ forventning mod alt og alle, og det fortsætter i mit voksenliv. Jeg døjer også med sygdom, skriver Manden med negative tanker.

Et brev til Orla Lindskov

Jeg føler, at jeg står i en åndelig kamp, hvor jeg ikke kan få sejr. Derfor skriver jeg til dig i håbet om at få hjælp. Jeg er en kristen mand i trediverne, og jeg synes, at mit liv er fjendtligt imod mig på mange måder. Det startede allerede i folkeskolens ældste klasser. Hverken pigerne eller de andre drenge i klassen var venligt stemt overfor mig. Måske var det også derfor, at jeg ikke brød mig særligt meget om dem.

Men det kan alligevel være mig selv, der startede det. Inderst inde havde jeg nemlig modvilje imod dem på grund af deres sprog.
De bandede meget, og det skurrede i mine ører. Jeg er nemlig opdraget i et kristent hjem, hvor banderi er uhørt. Jeg blev igen og igen forbitret på dem.

Det forsatte i gymnasiet. Og jeg må tilstå, at min holdning overfor klasse-kammeraterne i gymnasiet var præget af mine oplevelser i folkeskolen. Jeg havde nok, allerede før jeg startede i gymnasiet, en negativ forventning mod alt og alle. Også mod lærerne. Jeg synes, at alle var ekstra efter mig, når jeg dummede mig. Der var især en lærer, jeg så mig gal på.

Jeg opbyggede efterhånden så mange negative tankeformer i gymnasietiden, at jeg ikke havde lyst til at komme af sted om morgenen. Derfor opfandt jeg forskellige lidelser med mave og hoved. Så lod mine forældre mig blive hjemme. Nu er jeg på en god arbejdsplads med gode arbejdskammerater. Men jeg kæmper stadig imod de negative tankeformer fra fortiden.

Jeg kommer let til at ærgre mig over alt muligt i mit liv, især når alt ikke går, som jeg vil have det. Jeg ærgrer mig stadig over personer fra min fortid. Jeg ærgrer mig også uden grund over mine nuværende arbejds-kammeraters fejl. Jeg bliver let vred på dem. Jeg har også fået opbygget negative tanker om mit helbred.

Mit helbred skranter, og jeg er bange for at lide en for tidlig død. Jeg døjer med gigt og muskel-infiltrationer. Jeg er i hvert fald hos kiropraktor mindst hver fjortende dag. Jeg har også fået nervebetændelse i mit ene ben.Jeg skriver til dig om forbøn for hele min situation, også for mit helbred. Kunne jeg også bede om en salvedug.

Venlig hilsen fra
Manden med negative tanker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Elsk andre – negative følelser er gift for dit helbred

Kære mand med negative tanker Dine værste fjender er dine negative tanker. Det er helt tydeligt. Men Gud ønsker, at dine negative tanker skal tilintetgøres. Mange, som slap af med negative tanker mod andre mennesker, oplevede efterfølgende, at de andre mennesker blev flinke og rare overfor dem. Det betyder altså, at vores liv udgår fra vores eget sind og vores egne tanker.

Mange har prøvet, hvor stor en lettelse det var at komme af med negative tanker. Måske har du opbygget tanker med ærgrelse så længe, at du altid koger af vrede og ærgrelse over så godt som ingenting. Du ærgrer dig over mennesker i din fortid, over mennesker i din nutid. Du kan så være sikker på, at du også vil ærgre dig over mennesker i fremtiden.

Du har nemlig fået en dårlig og skadelig vane, som har bidt sig fast. Det kan ske med dårlige vaner. Du vil også gerne have forbøn for dit helbred. Men så skal du vide: – Alle kroppens organer påvirkes af ærgrelse, forbitrelse og vrede. Når du er vred, forbitret og fyldt med ærgrelse, så er det ikke kun noget, der er i din psyke og i dit sind. Det smitter af i alle din krops organer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du kan ende med at påføre dig selv alt muligt, bl.a. gigt, muskel-infiltrationer og nervebetændelse. Sure tanker er nemlig som syre i blodet.
Alle dit livs besværligheder nu kan føres tilbage til, at du lige fra folkeskolen har forsøgt at bære dit livs problemer og byrder selv.
Fx har du faktisk ved din forbitrelse over din klasse kammeraters banderi fået dem til at bande endnu mere.

Det lyder da mærkeligt. Ja, men det er det ikke, for der er en åndelig lov, som siger, at det, du fokuserer negativt på, det får du mere af. Jeg ser faktisk dine klasse-kammeraters banderi som et nødråb fra dem til dig, et nødråb om hjælp. Du skulle ikke have mødt dine klasse-kammerater med vrede. Du skulle være gået i forbøn for dem.

Sand livsvisdom i kristen forstand er, at du ikke længere kæmper imod det onde i egen kraft. Overlad byrderne og kampene til Gud i bøn, og elsk andre mennesker.

Sand livsvisdom i kristen forstand er, at du ikke længere kæmper imod det onde i egen kraft. Du overlader i stedet byrderne og kampene til Gud i bøn. De fjendtlige tanker inden i dig vil så lidt efter lidt nedbrydes. Du vil opleve en følelse af lettelse. Du vil begynde at føle venlighed mod alle.

At nære og vedligeholde negative følelser er en stor årsag til sygdom. Når Jesus siger, at vi skal elske vores fjender, så er manden på gaden tilbøjelig til at afvise tanken som uudholdelig. Men fakta er, at denne undervisning af Jesus, er sundheds-lærens første og vigtigste lov.
Intet menneske, der ønsker at passe godt på sit helbred, kan tillade sig at bære på bitterhed og ærgrelse mod andre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Virkningen af, at du bærer på negative følelser i din psyke og i dit sind, kan sammenlignes med, at du dagligt drikker et glas gift. Selv den økologiske kost vil så ikke få den store betydning for dig. De ting, vi retmæssigt ønsker, kommer til os, når vi lægger vores egne febrilske anstrengelser til side og lader Gud arbejde.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.