Konfekt er hygge for hele familien
Marcipan, nougat, nødder og bolcher hører julen til. Man kan købe det i alle forretninger, men hvorfor ikke lave det selv sammen med familien.Som med alle andre juletraditioner/beskæftigelser gælder det om at sænke ambitionsniveauet.
Man skal ikke forvente, at lille Anne på syv synes, det er sjovt at lave 30 marcipankugler med en nød indeni og bagefter se på, at far eller mor betrækker dem med chokolade.
Derimod vil hun elske, at der er rød, gul og grøn marcipan, farvestrålende kulør, og at der ikke er to stykker, der behøver at være ens.
Og selv om det ikke er sikkert, at man selv har lyst til at spise alle de kunstværker, Anne producerer, behøver man ikke frygte, at de ikke bliver spist. Enten vil Anne selv sætte dem til livs, mens hun er ved at revne af stolthed over, at det er hende, der har lavet juleslikket i år. Eller også vil farmor gøre det for at glæde Anne, der stolt fortæller hende, at det er en prinsesse med langt hår, hun skal til at spise.
I år har jeg haft fornøjelsen af at lave konfekt sammen med mine brødre og min mand. Og det var hygge for alle pengene.
Men godt nok ville mine brødre gerne være med til at lave marcipankonfekt, men spise det vil de ikke, for de kan ikke lide marcipan.
Mine brødre er nok ikke de eneste børn, der har det på den måde. Måske er der også nogle voksne, der hellere ville spise andre ting.
Et godt alternativ til marcipanen er hjemmelavede bolcher.
Man kan hos de fleste materialister købe et startsæt, der indeholder alt, hvad man skal bruge til at lave bolcherne.
Selvfølgelig tager det lige lidt længere tid at lave bolcher, og det kræver også, at man er lidt mere opmærksom og forsigtig. Bolchemassen er nemlig meget varm, når man arbejder med den.
Men investér i nogle par af de tykke arbejdshandsker i læder, så er de små hænder godt beskyttet. Find en saks til alle mand, og så er det bare i gang med at lave bolcher og slikkepinde i alle størrelser, farver og former.
Held og lykke med juleslikket!