Glade jul, dejlige jul?

Glade jul, dejlige jul… Virkeligheden ser for det meste anderledes ud. Vi skynder os fra det ene julearrangement til det andet – i skolen, i firmaet. Adventsfest her og julefrokost der. Der er børnenes, forældrenes og vennernes julegaveønsker, som skal opfyldes …Endnu engang lå juletiden foran os. Det var som altid – blot med den undtagelse, at denne gang var det ikke kun mig, der var frustreret, også vore teenage-børn gjorde pludselig oprør. ”Ikke om vi vil! Vi vil hverken på familiebesøg, bytte gaver eller spise alt for meget!” Ingenting af alt det, som altid havde været tradition. De ville væk – til en ensomt beliggende hytte. Kun et lille juletræ med lys og en stjerne af halm. Ikke noget festmåltid, men noget enkelt, og så simpelthen slappe af. Jeg kunne mærke raseriet vokse indeni over deres egoisme. Jeg vidste godt, at de lige nu befandt sig i en ego-fase, men det her var alligevel for meget!
Men vore børn, vores plejesøn og deres venner var så grebet af denne tanke, at de satte alle sejl til for at organisere sådan en jul. Snart havde de fundet et passende sted: en fredelig hytte.

For ikke at skuffe bedsteforældrene alt for meget lovede vores teenagebørn at aftale med dem, at vi alle samledes en søndag i adventstiden i stedet for til jul. Gaver ville de ikke have. Og de ville selv kun give hjemmelavede gaver – små breve med kærlige ord. Jeg frygtede det værste: Lige fra protester og forfærdelse hos de kære slægtninge til virkelig ballade i familien. Og så lige før jul!

Men til min forbavselse udspillede alt sig fredeligt. Bedsteforældrene viste forståelse for dette usædvanlige ønske, og så stod den noget anderledes måde at fejre julen på ikke mere i vejen.
Aldrig tidligere havde vore børn hjulpet så flittigt til med forberedelserne. De indbød andre til at deltage i festen, og fem unge mennesker, som ikke mere holdt jul hjemme på grund af skilte forældre og familie, som skændtes, meldte sig.
Til sidst sad vi så i den beskedne hytte, bænket omkring et langt bord. Med lys og halmstjerne på et kummerligt udseende lille juletræ var det alligevel ganske festligt – også uden gaver og med et beskedent aftensmåltid.

Min mand og jeg havde ingen anelse om, hvorledes denne julehøjtidelighed skulle forløbe. Altså spurgte vi de unge: ”Hvad forventer I? Hvad skal der videre ske? Vi vil vide, hvad I virkelig ønsker jer!” Vore børn svarede: ”Vi vil gerne møde den ægte Kristus, ikke det lille Jesus-barn. Vi vil give ham vores liv.” Pludselig begyndte nogle at græde. De ønskede fred for sig selv og deres forældre derhjemme. Ingen skænderier mere, ingen adskillelse.
Så hulkede vores plejesøn højt. ”Jeg vil gerne have en far og en mor i julegave,” sagde han. ”Kan I ikke være det for mig?” Han var femten år, af tyrkisk afstamning og opvokset på et børnehjem. I hans liv var der allerede gået så meget skævt, at ingen havde større forhåbninger til ham. Inden i mig skreg det: ”Nej, det kan jeg ikke, det er alt for svært! Jeg er ikke uddannet til at give den dreng det, han har brug for. Og desuden har jeg mine egne børn.”

Efter en længere stilhed, kun afbrudt af de unges hulken, sagde min mand: ”Ja, vi vil gerne være dine forældre. Du skal ikke længere lede efter andre.” Vore børn rejste sig og omfavnede deres ”julegave”. Og selv kunne jeg også, om end med tungt hjerte, finde et ærligt ”ja” til denne afgørelse. Så bad vi for hinanden og nød fællesskabet. De unge fortalte ærligt og åbent om deres håb og trængsler. Vi sang sange og sad i lang tid i stuen, som i mellemtiden var blevet mørk.
Da min mand og jeg omsider var kommet i seng, sukkede jeg: ”Det var virkelig en anderledes juleaften. Men en af de smukkeste i mit liv!”
Marianne Hirzel
Lydia