Faderhuset afviser endnu et tilbud fra fond

På en pressekonference arrangeret af Faderhuset den 12. december afviste Faderhuset endnu et milliontilbud fra fonden Jagtvej 69. Denne gang lød tilbuddet på 13 millioner fra fonden, der forsøger at købe huset tilbage til de unge.I en tale til pressen gjorde Ruth Evensen klart, at ejendommen stadig ikke er til salg – uanset prisen. Hun sagde blandt andet:
– Det er, som om Sorteper skal lande hos Faderhuset. Det skal se ud, som om vi er de aggressive, der ikke ønsker en fredelig løsning. Faktum er, at vi har ført denne sag efter de foreskrevne procedurer. Vi har lovligt erhvervet en ejendom, og vi har opsagt den medfølgende brugeraftale på lovlig vis. Vi er gået rettens vej og har fået rettens medhold både i By- og Landsretten.
Rydningen af huset var oprindeligt fastsat til den 14. december, men af hensyn til blandt andet de julehandlendes sikkerhed er datoen blevet udskudt til efter nytår.
I lørdags endte det dog alligevel i voldelig sammenstød på Nørrebro mellem de unge og politiet, hvor 273 personer blev anholdt. Efter en lang dag med grundlovsforhør i Københavns byret blev tre af dem varetægtsfænslet søndag aften. Blandt dem er to udlændinge og en dansker.
Schwartz