Jørn Henrik Olsen ekstern lektor ved DBI
Fra januar 2007 får Dansk Bibel-Institut (DBI) endnu en erfaren forsker og underviser inden for missionsteologi, religionsteologi og dogmatik, da Jørn Henrik Olsen bliver tilknyttet DBI som ekstern lektor. I foråret 2007 skal han på DBI varetage kurset om Religion og livssyn.
Pr. 1. januar 2007 har han valgt at etablere sig som freelancer og få mere tid til eksterne aktiviteter som billedkunst, forfatteropgaver, foredrag og undervisning.
I de sidste 11 år har Jørn Henrik Olsen været ansat på Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Inden da arbejdede han otte år som undervisningsleder i Tanzania, udsendt af Luthersk Missionsforening. Senest har han arbejdet som forskningslektor med et projekt om oversættelse og omvendelse.
Jørn Henrik Olsens store passion er kirken i kultur- og religionsmødet og brugen af kunst som redskab for kulturudveksling og religionssamtale. Derfor er han også involveret i flere internationale projekter.
Jørn Henrik Olsen er 50 år og bor i Gilleleje. Han er gift med Lutte og de har fem piger.
-nord